Forelskelse

Forelskede demonstranter kysser hinanden på barrikaderne under maj-oprøret i Paris, 1968.

Forelskelse er både en speciel psykisk tilstand at være i selv og en personlig måde at opleve en anden på. Man oplever den udkårne som positivt tiltrækkende, som køn på en måde som samtidig virker som en positiv bekræftelse af en selv som køn.

Tilstanden af forelskelse tillader en vis ansvarsfrihed. Den forelskede er ikke helt tilregnelig. Mærkværdige og tåbelige handlinger får et vist forsonende skær over sig - de bliver tegn på et eller andet. Fejl og svigt belaster ikke en, som er forelsket, i lang tid. Det, man oplever, karakteriseres af en selv og accepteres af andre med ord som pludselig, uforståelig, ufortjent, flygtig, altopslugende o.s.v. Forelskelsen er derfor både noget, som efterstræbes af alle og noget, som ikke uden videre gengældes efter behov eller indsats. Den plejer at blive omtalt som smuk, til og med i sin ikke-gengældte og forvildede form. Den er i princippet tilgængelig for alle. Samtidig er det sådan, at de handlinger og egenskaber, som særlig disponerer for gengældt forelskelse, er knappe goder, som ikke er tilgængelig for alle. Frygten for, at ingen vil forelske sig i mig, er mindst lige så stærk som håbet om, at nogen skal gøre det - hos de allerfleste af os. Et sådan modsætningsfyldt fænomen er selvfølgelig et yndet tema for poeter af de litterære såvel som de mere hverdagsagtig slags. Disse poeter frabeder sig ofte mere analytiske tilnærmelser til fænomenet. Dette ødelægger værdien af det og gør det til noget andet.

Kulturelle fællestræk og sociale mønstre

Alle er selv autoriteter, når det handler om, hvad de finder tiltrækkende ved andre på en sådan måde, at det bekræfter deres kønsmæssige identitet. Men den forelskede kan udsende visse tegn på sin tilstand. Dette behøver i og for sig ikke at betyde, at forelskede udfører specielle og ejendommelige handlinger. Det er snarere således, at hvis den udkårede eller publikum for øvrigt forudsætter, at personen er forelsket, vil en række af vedkommendes handlinger kunne tolkes anderledes, end de plejer at blive. F.eks. vil personens ihærdige negligering af den udkårne være et tegn på, at hun ikke ønsker at røbe sin tilstand. Tilsvarende kan noget, som ellers ville se ud som en tilfældig placering i den udkårnes nærhed, opfattes som bevidst manøvrering for at gøre indtryk. Hvordan forelskelse udtrykkes og eventuelt bekræftes eller afvises, er ikke kun et personligt anliggende, men også et socialt fænomen. Man kan spørge, om det præges af kulturelle fællestræk og følger sociale mønstre.

Et sådant fællestræk er, at forelskelsen er præget af indsnævring af interessefeltet, fordi den udkårne er til stede og fylder den forelskedes oplevelse. I så fald kan det, at den forelskede ikke kan få den udkårne ud af tankerne (selv om dette for øvrigt har uheldige konsekvenser for den forelskede), tages som et tegn (hos en selv, den udkårne og evt. publikum) på, at forelskelsen er ægte. Forelskelse gør en særlig modtagelig for alle slags tegn fra de udkårne. Eftersom disse tegn i sig selv er tvetydige - afhængigt af om man forudsætter, at den udkårne er genforelsket eller ej - drives man let til hyppige skift mellem intense oplevelser af fryd og fortvivlelse. Denne stærke emotionelle tilstand «gør blind» i den forstand, at publikum kan synes, at valg af udkårne som tiltrækkende, savner objektivt grundlag. Imidlertid kan det, at man selv har mulighed for at blive positivt bekræftet, d.v.s. chancerne for at ens stærke følelser bliver gengældt, forklare, at man satser stærkt og ser muligheder, som ikke er umiddelbare og fremtrædende for publikum.

Forelskelsens sociale mønster, d.v.s. hvordan udformningen og gengældelsen af den følger sociale kendetegn ved personer, er nødvendigvis noget andet end forelskelse som en efterstræbt og dyrket tilstand. Men måske er det sådan, at gode tilstande og gode illusioner netop bør analyseres grundigt, når det gælder deres sociale forudsætninger. På den måde kunne de måske blive tilgængelige for flere.

Kvindelighed og mandlighed som ideal

Siden forelskelse er en speciel måde at bekræfte kvindelighed og mandlighed på i et gensidigt forhold, er forelskelsens sociale mønster ikke uafhængig af, hvad køn - særlig kvindekøn - betyder i vores samfund. I denne sammenhæng er det rimeligt at fremhæve det specielle ved forelskelsen set i lyset af andre måder, som mandlighed og kvindelighed gensidigt kan bekræfte hinanden på. I alle tilfælde er den sociale betydning af kvindekønnet bestemt af, at kvinder er undertrykte i samfundet. Det betyder, at kvinders og mænds adfærd tolkes på en måde, som skjuler eller retfærdiggør dette. (For en nærmere analyse af samspillet mellem social kvindeundertrykkelse og personlig udformning af den enkeltes kvindelighed igennem at forholde sig til mandlighed se Kvindelighed). Groft set kan det siges, at det specielle ved forelskelsesforholdet er større muligheder for eksperimenteren og variation kombineret med et mere kortsigtet perspektiv. Forelskelse kan «gå over». En part kan trække sig uden nødvendigvis at blive beskyldt for at have været bedragerisk eller manipulerende.

Idealtypeforelskelsen, eller den forelskelse, som alle andre bruger som model, er et par, som ved sin tiltrækning gensidigt bekræfter særligt eftertragtede og sjældne tegn på naturlig positiv kvindelighed og mandlighed hos hinanden. Det, som vi kalder skønhed, seksuel tiltrækning, charme o.s.v., udtrykkes i et sprog, hvor handlinger, egenskaber og træk ved ens udseende kan være tegn eller symboler. Indenfor en kultur er der ofte visse tegn, som dyrkes som særligt egnede til at fremhæve kvindelighed eller mandlighed. Disse følger ikke nødvendigvis af de biologiske kønsforskelle, og de kan variere over tid og indenfor undergrupper i samme kultur. De kan betragtes som tegn, fordi de ikke kun står som en handling, en egenskab eller et træk ved udseende i sig selv, men giver andre personer løfter om særlig gode muligheder og færdigheder i at indgå som den mandlige/kvindelige part i et forhold. Hos nogle grupper kan f.eks. store bryster være et sådant tegn hos kvinder. Hos andre kan langt, lyst, blødt, fyldigt hår og et lille yndefuldt ansigt være det.

Heldigvis er der håb for de fleste af os

Men ikke alle har lige gode forudsætninger for at opleve idealforelskelsen. Nogle tegn er knappe i naturlig form, andre kræver økonomiske eller sociale ressourcer for at kunne bruges. De fleste af os er derfor mislykkede kopier eller håbløse stræbere i forhold til de tegn, som skaber særlige positive forventninger. Man kan vælge mellem at forelske sig håbløst og være ulykkelig «over sin situation», eller efter en realistisk vurdering af egne muligheder ved at «slå af på kravene». En forelskelse, hvor man ved, at man har slået af på kravene, er ingen ordentlig forelskelse. Situationen kan virke temmelig mørk for de fleste af os, som ikke er særlig godt udrustet med eftertragtede tegn. I forhold til dette kan man to gange anføre et «heldigvis».

Heldigvis er en gensidig bekræftelse af de tegn idealtypeforelskelsen foreskriver ikke nok. Det personlige element, som er forelskelsens specielle kendetegn, kan alligevel mangle. Denne betingelse for forelskelse kan bedst udtrykkes ved at forelskelsen er særlig god, når det sker «på tværs af» og «til trods for» idealtypen. Det er det personligt originale, det nyskabende, som giver forelskelsen indlevelse og gør, at den kan blive besættende. Intensiteten kan stige jo mere gensidig bekræftelse to formår at give på trods af hindringer ifølge idealstandarderne. Men sådanne forhold er også meget sårbare. Parret må aktivt modarbejde og afvise de mere konventionelle fortolkninger,  som vil være nærliggende for publikum, og delvis også for dem selv. Et eksempel på dette er forelskelse på tværs af kulturelle standarder for køn. Standarderne tilsiger, at forholdet skal bestå af to personer med forskelligt køn, men et forhold som ikke gør det, kan opleves som særlig bekræftende. Der findes et stort antal forskellige standarder, som det er muligt at gå «på tværs af» og bekræfte hinanden «til trods for». Begge parter må tjene på det, d.v.s. øge sin kønsmæssige anseelse i positiv retning i egne eller i andres øjne.

Heldigvis accepteres nok så mislykkede kopieringer af de ideale tegn for kvindelighed og mandlighed langt hen ad vejen. Ved at være sådan signalerer man netop en særlig stærk vilje til at indgå som «kønskorrekt» part. Fra kvinders side en stærk vilje til at skjule sin underdanighed og fremholde sit selvstændige valg. Fra mænds side en tilsvarende vilje til at gøre sin dominans ekstra let at bære og tåle, og stærk taknemmelighed for at få lov til at beholde den. Dette kan give den anden part forhåbninger. Hvilken lykke er det ikke, hvis to på denne måde formår at skabe og bekræfte en forbindelse af høj personlig kvalitet. Rollen som tøffelhelt er ikke bare nedværdigende for en mand, det er heller ikke noget kompliment til en kvindes kvindelighed. Tilsvarende er rollen som husslave ikke kun ydmygende for en kvinde, det stiller også en mand i et usympatisk lys. Der er mange alternative måder at definere kvasiligeværdighed på, som er  mere flatterende for begge parter.

Forelsket - og hvad så?

Men tilstanden af forelskelse er selvfølgelig sårbar. Spændingen ligger netop i en stærk sammenbinding af personligt engagement og risikoen for at blive blotstillet og svigtet. På en måde kan man sige, at forelskelse adskiller sig fra begrebet om kærlighed ved at risikoen for svig og afsløring er indkalkuleret. Er man forelsket, er det nemlig muligt «at tage fejl». Selve forelskelsen «gør blind», og når den går over, kan man ikke klandres som ansvarlig for den. Forelskelsesfænomenet åbner for en mangfoldighed af muligheder og eksperimentering med hvad positiv kvindelighed og mandlighed kan betyde. Alligevel er disse eksperimenter styret af fælles værdier mod fælles mål. Det kan være en test på, om et mere varigt stabilt forhold af gensidig kvindelig/mandlig bekræftelse kan bygges op - særlig tidligt i livsforløbet kan man have en eller flere af «den første forelskelse». Senere i livet kan selve tilstanden i højere grad blive et mål i sig selv. Da kan det netop være øjeblikkets hengivelse eller fælles erkendelse af, at det ikke skal have varige følger, som gør forelskelsesforholdet intenst og eftertragtet.

I forelskelsesforholdet stilles der forskellige krav til den mandlige og den kvindelig part. Deres handlinger bliver tolket forskelligt. Dette gælder både med hensyn til, hvem der skal indtage den dominerende position, og hvilke strategier, som skal bruges for at skjule dette. Kravene til og tolkningerne af kvinders og mænds adfærd vil være forskellige i første og anden fase af forholdet. Det vil f.eks. sige, at mænd kan tillade sig at vise mere tegn på svaghed i eksperimenteringsfasen end i den fase, som bliver en test på varighed. For kvinder er dette omvendt.

En mand, som forelsker sig i den grad, at han bliver underdanig i forhold til hende og reducerer sine muligheder til sociale positioner i øvrigt, vil blive beskrevet som/anset for en, som ødelægger sit eget liv. Det fremstår også som helt rimeligt, at han således reducerer sine chancer for at blive varigt bekræftet af hende. Men hvis en kvinder underordner sig og opgiver sine øvrige sociale positioner og begrunder dette med forelskelse i en mand, bliver det anset som et rimeligt udtryk for at hendes tiltrækning er alvorligt ment. Det bliver rimeligt, hvis han er villig til at give hende en mere varig følelsesmæssig bekræftelse, men også rimeligt, at han «lader» hende få noget større indflydelse på sin position, end det hun beder om. Standarderne for, hvad som opfattes som et ligeværdigt og rimeligt forhold, er afhængige af køn.

H.H.

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Leksikon for det 21. århundrede