Udviklingslære

Udviklingslæren (evolutionsteorien) er en teori om udviklingen af liv på jorden. Den siger for det første, at alt nulevende liv - planter og dyr, herunder mennesket - nedstammer fra tidligere eksisterende arter. Endvidere skitserer den en mekanisme til forklaring af, hvordan denne udvikling er foregået. Den alment accepterede forklaring er, at udviklingen er sket gennem naturlig udvælgelse. Denne forklaring blev formuleret af Charles Darwin (1809-1882), som med sin bog «Origin of Species by Means of Natural Selection» («Arternes oprindelse») fra 1859 betragtes som teoriens grundlægger. En tilsvarende teori blev uafhængigt udarbejdet af Alfred R. Wallace (1823-1913). Udviklingslæren efter Darwin er blevet forandret og vigtige dele er blevet præciseret. Først og fremmest ved at teorien er blevet knyttet til Mendels arvelære, som blev udviklet omkring århundredeskiftet. Teorien er også uden særlig held blevet forsøgt anvendt på samfundslivet (se Socialdarwinisme).

Udviklingslæren før Darwin

Tanken om at eksisterende livsformer har udviklet sig fra tidligere former kan føres tilbage til den græske filosofi - Anaximander, Empedokles, Aristoteles. I middelalderen og i nyere tid - før Darwin - blev den erstattet af en teori om at alle arter var skabt af Gud én gang for alle. De biologer som erkendte at nye arter kom til, mente at dette blot var en udfoldelse af kimer, som var skabt allerede ved jordens begyndelse. Først i begyndelsen af det 19. århundrede begyndte enkelte biologer at frigøre sig fra den bibelske skabelsesfortælling.

Franskmanden Jean Baptiste Lamarck (1744-1829) var den første som klart formulerede tanken om, at arterne gradvis udviklede sig til højerestående - det vil sige mere komplekse - arter. Han foreslog samtidig en mekanisme for at forklare denne proces, nemlig at organismerne tilpasser sig miljøet i overensstemmelse med deres behov, og at disse tilpasninger føres i arv til senere generationer - «læren om at erhvervede egenskaber kan nedarves».

Andre samtidige biologer som Geoffrey Saint-Hilaire (1772-1844) mente, at arterne udviklede sig i spring, og knyttede dette til en geologisk teori om at jordskorpen har ændret sig gennem dramatiske «katastrofer». Darwin sluttede sig imidlertid til den engelske geolog Charles Lyell, som lagde større vægt på gradvise ændringer, og antog at det samme gjaldt for levende organismer. Darwin adskilte sig først og fremmest fra Lamarck ved at han fremførte en anden mekanisme for, hvordan denne forandring havde fundet sted.

Belæg for arternes udvikling

Det er få biologer som i dag bestrider, at arterne har udviklede sig fra tidligere arter. For det første råder vi over det palæontologiske materiale - fossiler. Bestemte fossiler forekommer regelmæssigt i bestemte geologiske lag, hvilket er et stærkt indicium på, at en udvikling har fundet sted. Disse fossiler kan i dag dateres med den radioaktive dateringsmetode. De fossile udviklingskæder er oftest ufuldstændige, hvilket blev anvendt som et argument mod udviklingsteorien - eller et argument for en springvis udvikling. Men efterhånden som datamængden vokser, finder vi stadig flere af de «manglende mellemled». Et eksempel er Archaeopteryx. Et fossil som viste, at fuglene er udviklet fra krybdyrene.

Der er i dag tilstrækkeligt grundlag for at kunne påstå, at udviklingen - dvs. opståen og uddøen af arter - i særlig høj grad har fundet sted i perioder med omfattende miljøforandringer. Dermed kan overgangen fra én art til én eller flere andre være blevet dårlig repræsenteret i det palæontologiske materiale. Af dette følger, at såkaldte «manglende mellemled» ofte må findes, men at dette blot er en tilsyneladende mangel.

Sammenlignende anatomi giver tilsvarende god støtte for, at en udvikling har fundet sted. Hos rygradsdyr er forlemmet - armen - et godt eksempel på såkaldte homologe organer eller strukturer. Det viser, at strukturen har et fælles udviklingsmæssig udgangspunkt, men ikke nødvendigvis samme funktion. Moderne biokemi giver eksempler på lighed i kemisk struktur, som bedst kan tolkes i lyset af udviklingsteorien. Og direkte beviser for udviklingslæren kan vi hente fra eksperimentelle studier - især udført på bananfluer (Dosophila).

Lige så direkte belæg kan man få i enkelte historiske studier. En art kan f.eks. have ændret sig så hurtigt, at menneskene har kunnet følge med i forandringen. Det mest kendte eksempel er en mølart, som ændrede farve på vingerne efter den industrielle revolution, fordi der nu lagde sig et sodlag over landskabet, som gjorde det påkrævet med en ny beskyttelsesfarve.

Til trods for disse overvældende stærke indicier, findes der fortsat enkelte som af religiøse årsager benægter, at en udvikling har fundet sted. Dels fordi dette er i strid med Bibelens skabelsesberetning, og dels fordi udviklingsteorien river grunden bort under et af de klassiske beviser for Guds eksistens, nemlig den uhyre fine tilpasning mellem organismerne og deres miljø.

Forklaring af arternes udvikling

Darwin og moderne biologi definerer organisk liv gennem tre kendetegn. 1. Det må kunne reproducere sig. 2. Det må have konstante egenskaber som nedarves ved reproduktion. 3. Der må være variation i disse egenskaber organismerne imellem. Teorien om den naturlige udvælgelse siger, at disse kendetegn er nødvendige og tilstrækkelige for at forklare udviklingen af levende organismer. Mekanismen består i, at nogle individer har arvelige egenskaber, som gør at de får flere efterkommere end andre. Da egenskaberne er arvelige, vil også efterkommerne overtage dem, og i forhold til andre individer uden disse egenskaber vil individer som har dem, udgøre en stadig større del af populationen - en lokal gruppe individer af samme art.

Reproduktiv succes er nøglen til den naturlige udvælgelse og arternes udvikling. Det er derfor en misforståelse at tro, at den naturlige udvælgelse foregår ved at nogle individer overlever bedre end andre. Denne misforståelse skyldes sandsynligvis et udtryk, som blev lanceret af filosoffen Herbert Spencer (1820-1903): «The survival of the fittest» (de bedstes overlevelse). Darwin brugte ikke dette udtryk i førsteudgaven af «arternes oprindelse». Idemæssig var Darwin også klar på dette punkt. Hvis en organisme ikke er villig til at forsvare sine nyfødte afkom, vil den måske overleve bedre, fordi den ikke udsætter sig for så megen fare, men den vil til gengæld ikke efterlade sig så mange efterkommere, som kan bringe dette adfærdsmønster videre. Dermed bliver egenskaben ikke etableret gennem den naturlige udvælgelse i populationen.

Udvikling gennem ulige reproduktiv succes kaldes gerne selektion (udvalg). Selektionen plukker de organismer ud, som efterlader sig flest efterkommere. Men selektionen kan kun virke, hvor der foreligger variation i arveanlæg imellem organismerne. Der findes flere kilder til denne variation. En kilde er parring (rekombination), hvor kønnet befrugtning fører til, at afkommet får nogle arveanlæg fra hver af forældrene. En anden kilde er migration, som kan føre nye arveanlæg ind i en delvis isoleret population. Den tredje og i sidste instans vigtigste er mutation. Mutation består i spontane og tilfældige ændringer i arveanlæggene.

Det er muligt at påvirke sandsynligheden for - og i nogen grad typen af - mutationer, men der findes ingen kendte mekanismer der gør det muligt at øge sandsynligheden for, at en mutation skal indtræffe netop når organismen kunne have nytte af den. Det «centrale dogme» i biologien siger netop, at strømmen af information og instrukser kun går én vej i organismen, fra arveanlæggene og til den fuldt formede organisme (fenotypen). Lamarck og efter ham Lysenko mente, at der endvidere gik information den anden vej - fra organismen til arveanlæggene. Hvis dette havde været tilfældet, ville udviklingen have kunnet foregå langt hurtigere end tilfældet er.

Menneskets udvikling

Ifølge udviklingslæren har mennesket udviklet sig fra mere primitive menneskeaber. Fra palæontologien og de forskellige biologiske videnskaber har man i dag god støtte for dette synspunkt. Den uddøde menneskelignende art, australopithecus som levede for ca. 3 millioner år siden, er et vigtig bevis for, at denne udvikling har fundet sted.

At mennesket har udviklet sig fra en abelignende dyreart antager de sagkyndige i dag er korrekt. Ortodokse kristne betvivler dog fortsat dette. De fleste er enige i, at den biologiske udvikling, der førte til etableringen af de særlige menneskelige træk som gjorde menneskets kulturelle udvikling mulig, har fundet sted. Det der i dag imidlertid er usikkert, er hvilken betydning den naturlige udvælgelse har spillet for udformningen af menneskets sociale adfærd.

Nogle almindelige misforståelser

Helt fra Darwin fremsatte teorien om den naturlige udvælgelse i 1859 har udviklingslæren været stærkt omstridt. Mange af indvendingerne mod teorien har været af religiøs karakter, men der er også blev rejst indvendinger, som bygger på misforståelser af teoriens videnskabelige indhold. Teorien er også blevet brugt til at begrunde påstande, der ikke kan afledes af den. Nogle misforståelser skal kort nævnes her.

En almindelig misforståelse er allerede nævnt: Forvekslingen af reproduktiv succes med overlevelsesevne. Denne sammenblanding lå til grund for socialdarwinismen.
Den naturlige udvælgelse virker ikke «til artens bedste». Mutationer selekteres, fordi de er fordelagtige for individet. Det kan godt tænkes, at en population «forbedrer sig til døde», hvis en organisme bliver bærer af et arveanlæg, som er gunstig for individet isoleret betragtet, men som er ugunstig for populationen. Aggression er ét eksempel. Mange biologer mener fejlagtigt, at den naturlige udvælgelse som den blev formuleret af Darwin sker, fordi den er fordelagtig for arten som helhed og at enkeltindivider kan ofres til artens bedste.
Men selv om den naturlige udvælgelse er «individualistisk», betyder dette ikke, at den er «egoistisk». Den naturlige udvælgelse kan udvikle egenskaber som hjælpsomhed og offervilje. Det sker gennem såkaldt «slægtskabs-selektion» («kin selection»), som kan illustreres gennem enkelte fuglearters vane med at udstøde et varselskrig, når rovfugle nærmer sig. Det er åbenlyst ugunstigt for den fugl, der udstøder skriget, fordi den da påkalder sig rovfuglens opmærksomhed og dermed øger chancen for selv at bliver taget. Samtidig er adfærden åbenlyst til fordel for populationen af fugle. Varselskrig kan forklares ved at antage, at der i den umiddelbare nærhed af varselsfuglen findes mange af dens nære slægtninge, med mange af de samme arveanlæg - bl.a. det anlæg som får den til at varsle. Når fuglen «ofrer sig», vil det derfor være til fordel for «offer-genet», som på denne måde får fodfæste i populationen. Dette forudsætter, at ofringen har tilstrækkelig stor betydning for tilstrækkelig nære slægtninge. Det «lønner sig» for genet, at fuglen ofrer sig til fordel for dens tre søskende, men er ikke til fordel for de tre fætre.
Teorien om den naturlige udvælgelse er en præcis teori med et præcist anvendelsesområde. Man kan derfor ikke begrunde sociologiske teorier om «udvalg» og «konkurrence» gennem den biologiske udviklingsteori. Der findes ikke analogier til begreber som fødsel, død, mutation og reproduktion i sociale systemer.
Omvendt findes der nogle egenskaber ved menneskelig tilpasning, som ikke har nogen analogi i den tilpasning, der skabes af den naturlige udvælgelse. Den naturlige udvælgelse er «nærsynet» og «opportunistisk», mens mennesker har evnen til at følge strategien «et skridt tilbage, to skridt frem».
Udviklingslæren indebærer ikke, at al udvikling er et fremskridt, hverken i en moralsk betydning eller i betydningen af udvikling mod mere komplekse former. Begrebet «reproduktiv succes» er moralsk neutralt, og der findes eksempler på, at en udvikling mod enklere former har givet øget reproduktiv succes.
Teorien om den naturlige udvælgelse er en videnskabelig teori og ikke et moralsk krav. Det giver derfor ikke mening at begrunde politiske tiltag med at henvise til den naturlige udvælgelse. I moderne samfund har menneskene i stigende grad valgt at sætte den naturlige udvælgelse ud af spil, ved at støtte individer som ellers ville gå til grunde i kampen for tilværelsen.

N.C.S. / J.E.

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Leksikon for det 21. århundrede

Litteratur:
R. Dawkins: The selfish gene, Oxford 1976.
J. Elster: Forklaring og dialektikk, Oslo 1979.
O. A. Høeg (red.): Charles Darwin og udviklingslæren, Oslo 1959.
J. M. Smith: The theory of evolution, Harmondsworth 1975.
P. Svendsen: Gullalderdrøm og udviklingstro, Oslo 1979.