Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 36.399
: :
Genre

Genre (fransk: genre, latin: genus) betyder oprindeligt slægt, arter. Begrebet anvendes i litteraturvidenskaben for at bestemme et skønlitterært værk i forhold til andre værker: Værkerne er af samme eller forskellig art. Der regnes med tre hovedgenrer: episk, dramatisk, lyrisk, samt en række undergrupper. Episk dækker over f.eks. epos'et, romanen, novellen. Dramatik dækker bl.a. tragedie, komedie, opera. Lyrik dækker over sonetten, oden, hymnen, fædrelandsdigtet, læredigtet osv. Ofte bliver didaktikken, den «belærende, moraliserende» digtning, regnet som en egen genre, og læredigtet bliver da en undergruppe dertil. Andre genrer er f.eks. essayet, på grænsen mellem skønlitteratur og fagprosa, og desuden den såkaldte «populærlitteratur» med sine undergrupper (kriminallitteratur etc.).

Forsøg på inddeling

Det er gjort mange forsøg på inddelinger og grupperinger af genrer ud fra forskellige kriterier. Indenfor nyere genreteori går man ud fra, at genrene kun kan bestemmes konkret og præcist i deres historiske sammenhæng. Men det er muligt med en vis gyldighed at trække enkelte almene skillelinier. Epik og lyrik kan bl.a. skelnes ved, at epikken ofte er 3. personfortællinger på prosa, mens lyrikken er knyttet til 1. person og er på vers. Imidlertid findes der både fortællinger og dramaer på vers, således at verseformens poetiske effekt ikke kun er knyttet til lyrikken.

Epikkens sprog er mere refererende. Den refererer til hændelser og personer - til «virkeligheden». Men på den anden side: Det den refererer til er ikke «sandt» i bogstavelig forstand: Epikken er fiktionsfortællinger, selv om der findes glidende overgange til den mere dokumenterende prosa. Lyrikken er mere subjektiv. I den fremstilles subjektets sansninger og følelser. Dramatikken kan adskilles fra epikken i tid: Epikken har ofte handling i fortid, dramaet udspiller sin handling i nutid og desuden i dialogform mellem skuespillere på en scene. Dramaet er derfor både «subjektivt» (personerne) og «objektivt» (den handling som personerne fremfører refererer til virkeligheden udenfor scenen). Dramaets dialog adskiller det fra genrene epik og lyrik, der mere bygger på monologen. Man kan sige, at forskellene mellem genrene ligger i måden sproget anvendes på. Men her har de også noget tilfælles, nemlig at det sproglige udtryk og i bredere forstand kunstværkets indre opbygning (struktur) - skaber værkets betydning. Sagt på en anden måde: Formen har betydning. Dette adskiller litteraturen fra det almindelig kommunikationssprog.

Form - indhold

Dette skel bliver af bl.a. Theodor Adorno taget som udgangspunkt i hans: «Tale om lyrik og samfund». Lyrikken er den genre, hvor sproget selv står i centrum, og det lyriske sprog er en omformning af kommunikationssproget. Gennem sproget træder lyrikken i forhold til samfundet og den historiske erfaring. Derfor har lyrikken også altid et kollektivt indhold, til trods for at den er «det subjektives medium». Vægten på det subjektive gør det desuden muligt for lyrikken at fremstille historisk bestemte konflikter mellem individ og samfund: Lyrikken får «brudkarakter» - digtets («individuelle») verden står i modsætning til virkeligheden udenfor digtet. Sprogligt kommer dette til udtryk som omformningen af kommunikationssproget. Modsætningsforholdet til det eksisterende samfundet gør det muligt for lyrikken at lade utopien om et fremtidigt og bedre samfund skinne igennem. At lyrikken er subjektiv, hindrer den altså ikke i at være samfundskritisk. Lyrikken bliver endvidere historisk og samfundsmæssigt bestemt i den grad subjektet er det - foruden gennem sproget og formen.

Georg Lukács har defineret forholdet mellem epik og dramatik som to forskellige måder litteraturen kan fremstille den samfundsmæssige virkelighed på. Epikken beskriver den historiske udvikling som en nødvendig udvikling. Her træder årsager, konflikter og udviklingsforløb klart frem. Virkeligheden på et bestemt historisk tidspunkt skitseres i dets helhed ved, at det typiske trækkes frem. Dramaet fremstiller derimod store historiske kriser omkring én central konflikt, og her bæres handlingen af «verdenshistoriske» personer. Dramaet har desuden en samfundsmæssig funktion ved at det henvender sig direkte til et publikum. Dramaet er mere «offentlig» end epikken.

Marxistiske forsøg på genreteori adskiller sig på flere punkter fra tidligere genreteorier som f.eks. Goethes, men ikke ved at de tre genrer betragtes som digtningens tre naturformer. De forskellige værker bliver realiseringer (virkeliggørelsen) af almengyldige, overhistoriske ideer. Den tyske forsker E. Staiger («Grundbegriffe der Poetik») følger delvist i Goethes fodspor. Han opløser delvist genreforskellene ved at hævde at ethvert værk har træk fra alle genrene, men hovedsageligt er lyrisk etc. Desuden begrunder han dem som almenmenneskelige kategorier: «Begreberne lyrisk, episk, dramatisk er litteraturvidenskabelige navne for fundamentale muligheder i menneskets eksistens».

Nytænkning

I Sovjetunionen i 1920'erne og Prag i 1930'erne («russisk formalisme/tjekkisk strukturalisme») foregår der en nytænkning indenfor genreteorien. Både det historiske og det systematiske ved begrebet fastholdes, men defineres på formelt grundlag. Genre defineres som en sammensat enhed af litterære virkemidler, der kun kan bestemmes konkret og nøjagtig i deres historiske sammenhæng. Genrer kan bestemmes indenfor en epoke, aldrig som en overhistorisk kategori. Indenfor hver epoke findes der et hierarkisk opbygget system af litterære genrer, hvor de forskellige undergrupper har forskellig funktion. Genresystemet indgår endvidere i epokens samlede litterære system, der igen må ses i sammenhæng med den historiske, samfundsmæssige virkelighed. Historisk finder der en forandring sted indenfor genrene og mellem dem. Der sker også forandringer i forholdet mellem skønlitterære og «ikke-skønlitterære» genrer. Det er ofte direkte socialt bestemt: For eksempel bliver dagbogen og «privatbrevet» en vigtig bestanddel i den borgerlige, engelske roman. Ian Watt («The rise of the Novel») har påvist, at genren bliver mere og mere psykologisk, svarende til den individualistiske borgerlige ideologi. Den engelske romans udvikling viser desuden, at det er gennem den specielle genre, at et litterært værk knyttes til publikum og til den litterære institution. Disse romaners «private» og sentimentale form er et klart brud med aristokratiets værdisystemer. Romanen indgår som led i borgerskabets oprør mod det gamle samfund.

Det er genren som bestemmer hvilke kompositionsmidler digteren anvender - i en vis udstrækning. Genren er fremfor alt litterære konventioner. Disse konventioner danner baggrund både for forfatterens konstruktion af værkerne og læserens forståelse; Vi kan sige, at genren er et «regulativt princip», der langt hen ad vejen bestemmer både forfatterens og læserens aktivitet. Som konventioner mister genrene efterhånden deres effekt. Ikke mindst ved at det enkelte værk erstatter konventionerne med nye virkemidler. Denne «fornyelse» og bruddet med konventionerne danner grundlaget for værkets æstetiske effekt. Samtidig får genreudviklingen karakter af et stadig brud med og en videreførsel af traditionen.

Brud - konvention

Denne forandring af genrene og forholdet til traditionen er blevet viet opmærksomhed af socialistiske forfattere. Brechts «episke teater» er et forsøg på at forandre dramagenren - bl.a. ud fra indsigten i at bruddet med genrekonventionerne samtidig er en overskridelse af det borgerlige samfunds virkelighedsopfattelse. Det var bl.a. ud fra denne genrebevidsthed, at Brecht polemiserede mod den «socialrealistiske» kunst; Denne bestod i en nivellering (udjævning) af de litterære normer og genrer på et historisk givet niveau, og var derfor ikke egnet til at udtrykke arbejderklassens interesser.

Dette illustrerer imidlertid også en anden vigtig politisk side ved genrebegrebet: Indenfor samme historiske situation knyttes de forskellige genrer indenfor genresystemet til forskellige samfundsgrupper og klasser, og forståelsen af et værk er til en vis grad afhængig af, at læseren kender konventionerne. Normeringen af genrene i Sovjetunionen i 1930'erne bestod derfor i at vende tilbage til det niveau, partiet mente masserne befandt sig på. Brechts arbejde rummer et højst aktuelt korrektiv til dette ud fra indsigten i, at det nye må bygge på det mest avancerede i traditionen: At sige at noget er for vanskeligt, er forakt for massen.

En streng normering af genrene er historisk set gået hånd i hånd med strenge regler i kunsten generelt. Den franske klassicisme er f.eks. særlig kendt for at pålægge dramaet reglerne om «tidens, stedets og handlingens enhed». Det klassicistiske kunstværk var skønt i den udstrækning, det tilfredsstillede (genre-)reglerne. I «The social history of art» har den ungarske marxist Arnold Hauser påpeget den nære sammenhæng mellem klassicismens regulering af kunsten - ikke mindst genrene - og den merkantilistiske, centraldirigerede økonomi. Kunsten «underlægges absolutte regler, på samme måde som hver undersåts liv underlægges staten».

Forholdet mellem kunst og samfund er sjældent så direkte som i dette tilfælde. Genresystemets historiske udvikling vidner netop om genrernes og kunstens relative frihed fra samfundsmæssige forhold. Det skyldes bl.a. de litterære konventioners træghed.

A.L.