Kritik af Gothaprogrammet

Teksten er taget fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter bind 2, udgivet af Forlaget Tiden, 1973.
I pjecen af samme navn (Forlaget Tiden, 1977) findes flere breve samt noter af Lenin om emnet. De kritiserede programmer, der er bragt som bilag her, er ligeledes optrykt i pjecen.

Marx og Engels formulerede allerede i 1875 den første kritik af den retning, som det tyske socialdemokrati bevægede sig i, og som senere skulle danne skole for bl.a. det danske socialdemokrati, hvis Gimleprogram fra 1877 stort er en afskrift af Gothaprogrammet.

Gotha-programmet blev vedtaget på kongressen i 1875, hvor to socialistiske partier blev sluttet sammen - det ene byggede på Lassalles ideer, det andet - ledet af bl.a. Wilhelm Liebknecht - lå meget tættere på Marx' og Engels' ideer.

Selv om kritikken er rettet mod et politisk program, som forlængst er forældet, så rejser kritikken en lang række principielle spørgsmål, som har betydning for socialister, som i dag ønsker at forandre verden.

Deres kritik blev holdt tilbage af ledende socialdemokrater, indtil den blev offentliggjort af Engels i 1891.

Den vigtigste politiske kritik findes i Marx' "Randbemærkninger" og Engels' brev til Bebel. Resten handler især om tilbageholdelsen af kritikken.

Indhold

Fr. Engels:	Forord, 6. januar 1891
Karl Marx:	Brev til Bracke, 5. maj 1875
Karl Marx:	Randbemærkninger til det tyske arbejderpartis program, maj 1875
Fr. Engels:	Brev til Bebel, 18.-28. marts 1875
Fr. Engels:	Brev til Kautsky, 23. februar 1891

Bilag
Det socialdemokratiske arbejderpartis program, vedtaget i Eisenach 1869
Program for Tysklands socialistiske arbejderparti, vedtaget i Gotha 1875
Program for Tysklands socialdemokratiske parti, vedtaget i Erfurt 1891

Forord af Friedrich Engels ¹

Det her aftrykte manuskript - følgeskrivelsen til Bracke samt kritikken af programudkastet - blev i 1875, kort før sammenslutnings- kongressen ² i Gotha, afsendt til Bracke, for at han skulle lade det gå videre til Geib, Auer, Bebel og Liebknecht og senere sende det tilbage til Marx. Da partikongressen i Halle har sat diskussionen af Gothaprogrammet på partiets dagsorden, ville jeg synes, at jeg handlede uredeligt, hvis jeg vedblivende forholdt offentligheden dette vigtige - måske det vigtigste - dokument, der vedrører denne diskussion.

Manuskriptet har imidlertid endnu en anden og mere vidtrækkende betydning. For første gang fremstilles her klart og fast Marx' stilling til den retning, Lassalle slog ind på, efter at han var trådt ind i agitationen, og det hvad både de økonomiske principper og Lassalles taktik angår.

Den hensynsløse skarphed, med hvilken programudkastet her analyseres, den ubønhørlighed, med hvilken de vundne resultater udtales og udkastets svage punkter afsløres, alt dette kan i dag, efter femten års forløb, ikke mere virke sårende. Rene lassalleanere eksisterer nu kun i udlandet som spredte ruiner, og Gothaprogrammet er i Halle endogså blevet prisgivet af sine ophavsmænd som aldeles utilstrækkeligt ³.

Alligevel har jeg dér, hvor det var ligegyldigt for sagen, udeladt nogle personligt skarpe udtryk og domme og erstattet dem med prikker. Marx ville selv have gjort dette, hvis han i dag havde offentliggjort manuskriptet. Dets hist og her heftige sprog blev provokeret af to omstændigheder. For det første var Marx og jeg vokset nøjere sammen med den tyske bevægelse end med nogen som helst anden; det ubetingede tilbageskridt, der kom frem i dette programudkast, måtte altså ophidse os særlig heftigt. Men for det andet lå vi dengang, næppe to år efter Internationales kongres i Haag ⁴ i den heftigste kamp med Bakunin og hans anarkister, der gjorde os ansvarlige for alt, hvad der skete i Tyskland inden for arbejderbevægelsen; vi måtte altså vente, at man også udlagde os som de hemmelige fædre til dette program. Disse hensyn falder nu bort og med dem de pågældende steders nødvendighed.

Også af hensyn til presseloven er nogle sætninger kun antydet med prikker. Hvor jeg måtte vælge et mildere udtryk, er det sat i skarp parentes. I øvrigt er det aftrykt ordret.

Skrevet af F. Engels. Trykt i "Die neue Zeit", årgang 1891. Efter teksten i "Die neue Zeit".

Karl Marx: Brev til Bracke

Når De har gennemlæst efterfølgende kritiske randbemærkninger til koalitionsprogrammet, er De nok så venlig at sende dem til Geib og Auer, Bebel og Liebknecht, så at de kan sætte sig ind i dem. Jeg er overbebyrdet med arbejde og må allerede arbejde langt ud over det antal timer, lægen har foreskrevet mig. Det var derfor ingenlunde nogen "nydelse" for mig at skrive så lang en skylle. Det var imidlertid nødvendigt, for at skridt, som jeg senere agter at foretage, ikke skal blive misforstået af de partifæller, som denne meddelelse er bestemt for.

Når koalitionskongressen er blevet afholdt, vil Engels og jeg nemlig offentliggøre en kort erklæring, i hvilken det hedder, at vi helt igennem står det nævnte principielle program fjernt og ikke har noget at gøre med det.

Dette er absolut nødvendigt, da man i udlandet har den opfattelse - den absolut fejlagtige opfattelse -, der omhyggeligt næres af partifjender, at vi i al hemmelighed leder det såkaldte Eisenachpartis bevægelse herfra. I et russisk skrift, der for nylig er udkommet, gør Bakunin mig f. eks. stadig ansvarlig ikke alene for alle dette partis programmer o.s.v., men endogså for hvert skridt, som Liebknecht har gjort fra den dag, han begyndte at arbejde sammen med Folkepartiet.

Bortset derfra er det min pligt heller ikke ved diplomatisk tavshed at anerkende et program, der efter min overbevisning er absolut forkasteligt, og som demoraliserer partiet.

Hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end snese af programmer. Hvis man altså ikke kunne gå videre end Eisenachprogrammet - og tidsomstændighedeme tillod det ikke -, så skulle man simpelthen have afsluttet en overenskomst om aktion mod den fælles fjende. Men affatter man principielle programmer (i stedet for at udskyde dette til en tid, hvor den slags er forberedt ved længere fælles virksomhed), så oprejser man for alverdens øjne mærkepæle, på hvilke man måler partibevægelsens niveau. Lassalleanernes chefer kom, fordi forholdene tvang dem til det. Hvis man fra første færd havde erklæret over for dem, at man ikke indlod sig på nogen sjakren med principperne, så var de blevet nødt til at nøjes med et aktionsprogram eller en organisationsplan til fælles aktion. I stedet tillader man dem at indfinde sig bevæbnet med mandater og anerkender på sin side disse mandater som bindende, overgiver sig altså på nåde og unåde til dem, der selv har hjælp behov. For at sætte kronen på værket holder de igen en kongres forud for kompromiskongressen, mens vort eget parti holder sin kongres post festum ⁵. Man ville åbenbart holde al kritik nede og forhindre vort eget parti i at tænke over sagen. Man véd, hvordan den blotte kendsgerning, at sammenslutningen er tilvejebragt, tilfredsstiller arbejderne, men man tager fejl, hvis man tror, at denne øjeblikkelige sejr ikke er købt for dyrt.

Forøvrigt duer programmet ikke, ganske bortset fra kanoniseringen af Lassalles trosartikler.

Jeg vil i nærmeste fremtid sende Dem de sidste hefter af den franske udgave af "Kapitalen" ⁶. Fortsættelsen af trykningen blev i lang tid hæmmet ved forbud fra den franske regering. I denne uge eller i begyndelsen af næste bliver man færdig. Har De modtaget de tidligere seks hefter? Vær så venlig at sende mig Bernhard Beckers adresse, som jeg ligeledes vil sende de sidste hefter til.

"Volksstaat"-boghandelen ⁷ har sine egne manerer. Således har man f.eks. indtil dette øjeblik ikke sendt mig så meget som et eksemplar af det nye oplag af "Kommunistprocessen i Køln".

Randbemærkninger til det tyske arbejderpartis program

Arbejdet er ikke kilden til al rigdom. Naturen er i lige så høj grad kilden til brugsværdierne (og det er vel af sådanne, den materielle rigdom består!) som arbejdet, der selv kun er udtryk for en naturkraft, den menneskelige arbejdskraft. Den frase kan man finde i enhver ABC, og den er for så vidt rigtig, som det underforstås, at arbejdet foregår med de genstande og midler, der hører til. Men et socialistisk program må ikke tillade sådanne borgerlige talemåder at fortie de betingelser, der alene giver dem mening. Og for så vidt mennesket fra første færd forholder sig som besidder over for naturen, den første kilde til alle arbejdsmidler og -genstande, og behandler den som sin ejendom, bliver hans arbejde kilde til brugsværdier, altså også til rigdom. Borgerne har meget gode grunde til at tildigte arbejdet overnaturlig skaberkraft; thi netop fordi arbejdet er betinget af naturen, bliver resultatet, at det menneske, der ikke er i besiddelse af andet end sin arbejdskraft, under alle samfunds- og kulturtilstande må være slave for de andre mennesker, der har gjort sig til ejere af de materielle arbejdsbetingelser. Han kan kun arbejde med deres tilladelse, altså kun leve med deres tilladelse.

Lad os nu forlade denne sætning, som den står, eller snarere, som den halter. Hvilken konklusion skulle man have ventet? Åbenbart denne:

"Da arbejdet er kilden til al rigdom, kan heller ingen i samfundet tilegne sig rigdom uden som produkt af arbejde. Når han altså ikke arbejder selv, lever han af fremmed arbejde og tilegner sig også sin kultur på bekostning af fremmed arbejde."

I stedet tilføjer man ved hjælp af ordskruen: "og da" endnu en sætning for så at drage en slutning af den og ikke af den første.

Paragrafens anden del: "Nyttebringende arbejde er kun muligt i samfundet og ved samfundet."

Ifølge den første sætning var arbejdet kilden til al rigdom og al kultur, altså var heller ikke noget samfund muligt uden arbejde. Nu får vi omvendt at vide, at intet "nyttebringende" arbejde er muligt uden samfund.

Man kunne lige så godt have sagt, at kun i samfundet kan unyttigt, ja endog samfundsskadeligt arbejde blive en erhvervsgren, at man kun i samfundet kan leve af lediggang o.s.v. o.s.v. - kort sagt man kunne have afskrevet hele Rousseau.

Og hvad er "nyttebringende" arbejde? Det kan kun være det arbejde, der frembringer den tilsigtede nyttevirkning. En vild - og mennesket er en vild, efter at det er ophørt at være abe -, som dræber et dyr med en sten, samler frugt o.s.v., udfører "nyttebringende" arbejde.

For det tredje: konklusionen: "Og da nyttebringende arbejde kun er muligt i samfundet og ved samfundet, - tilhører arbejdsudbyttet ubeskåret, med lige ret, alle samfundets medlemmer."

En dejlig slutning! Hvis det nyttebringende arbejde kun er muligt i samfundet og ved samfundet, tilhører arbejdsudbyttet samfundet - og følgelig tilkommer der kun den enkelte arbejder så meget af det, som ikke er nødvendigt for at opretholde arbejdets "betingelse": samfundet.

Faktisk har forsvarerne af hver given samfundstilstand også til alle tider hævdet denne sætning. Først kommer regeringens krav med alt, hvad dertil hører, thi den er samfundets organ til opretholdelse af samfundsordenen; så kommer kravene fra de forskellige slags privatejendom, thi de forskellige slags privatejendom er samfundets grundvold o.s.v. Man ser, at man kan vende og dreje sådanne hule fraser akkurat, som man har lyst til.

Nogen som helst fornuftig sammenhæng mellem paragrafens første og anden del får man kun i følgende formulering:

"Kilde til rigdom og kultur bliver arbejdet kun som samfundsmæssigt arbejde", eller, hvad der er det samme, "i og ved samfundet".

Denne sætning er ubestridelig rigtig, thi selv om det isolerede arbejde (forudsat at dets materielle betingelser er til stede) nok kan skabe brugsværdier, kan det hverken skabe rigdom eller kultur.

"I samme grad som arbejdet udvikler sig samfundsmæssigt og derved bliver en kilde til rigdom og kultur, udvikler der sig fattigdom og elendighed hos arbejderen, og rigdom og kultur hos ikke-arbejderen." Dette er loven for al hidtidig historie. I stedet for at komme med almindelige talemåder om "arbejdet" og "samfundet" skulle man her konkret have påvist, hvordan der i det nuværende kapitalistiske samfund endelig er blevet skabt materielle o.s.v. betingelser, som sætter arbejderen i stand til og tvinger ham til at bryde denne samfundets forbandelse.

Men faktisk er hele denne stilistisk og indholdsmæssigt forfejlede paragraf kun indsat for at skrive Lassalles stikord om det "ubeskårne arbejdsudbytte" som løsen øverst oppe på partifanen. Jeg kommer senere tilbage til "arbejdsudbyttet", den "lige ret" o.s.v., da det samme kommer igen i en noget anden form.

Denne sætning, der er taget fra Internationales statutter, er i denne "forbedrede" udgave urigtig.

I det nuværende samfund er arbejdsmidlerne monopol for grundbesidderne (grundbesiddelsens monopol er endog basis for kapitalmonopolet) og for kapitalisterne. Internationales statutter nævner i den pågældende passus hverken den ene eller den anden klasse af monopolister. De taler om "monopol på arbejdsmidlerne, d.v.s. livskilderne". Tilføjelsen: "Iivskilderne" viser tilstrækkelig klart, at jorden er indbefattet i arbejdsmidlerne.

Forbedringen blev indføjet, fordi Lassalle, af grunde der nu er almindelig kendt, kun angreb kapitalistklassen og ikke grundbesidderne. I England er kapitalisten som regel ikke engang ejer af den grund, hans fabrik ligger på.

"Arbejdsmidlernes ophøjelse til fælleseje", skal vel betyde deres "forvandling til fælleseje". Dette skal dog kun bemærkes i forbigående.

Hvad er "arbejdsudbytte"? Arbejdets produkt eller dets værdi! Og i sidstnævnte tilfælde produktets samlede værdi eller kun den del af værdien, som arbejdet har føjet til værdien af de forbrugte produktionsmidler?

"Arbejdsudbyttet" er et vagt begreb, som Lassalle har sat i stedet for bestemte økonomiske begreber.

Påstår bourgeoisen ikke, at den nuværende fordeling er "retfærdig"? Og er den faktisk ikke den eneste "retfærdige" fordeling på grundlag af den nuværende produktionsmåde? Reguleres de økonomiske forhold af retsbegreber, eller har retsforholdene ikke omvendt deres udspring i de økonomiske forhold? Har ikke også de socialistiske sekterere de mest forskellige forestillinger om "retfærdig" fordeling?

For at få at vide, hvad man ved denne lejlighed skal forestille sig ved frasen "retfærdig fordeling", må vi sammenholde den første paragraf med denne. Den sidstnævnte forudsætter et samfund, hvor "arbejdsmidlerne er fælleseje, og det samlede arbejde reguleres kollektivt", og af den første paragraf ser vi, at "arbejdsudbyttet ubeskåret, med lige ret, tilhører alle samfundets medlemmer".

"Alle samfundets medlemmer"? Også de ikke arbejdende? Hvor bliver så det "ubeskårne arbejdsudbytte" af? Kun de arbejdende medlemmer af samfundet? Hvor bliver så alle samfundsmedlemmers "lige ret" af?

Imidlertid er "alle samfundets medlemmer" og "den lige ret" åbenbart kun talemåder. Kernen er den, at enhver arbejder i dette kommunistiske samfund skal have et "ubeskåret" lassallesk "arbejdsudbytte".

Hvis vi først tager ordet "arbejdsudbytte", idet vi opfatter det som arbejdsproduktet, så er det kollektive arbejdsudbytte lig med samfundets samlede produkt.

For det tredje: reserve- og forsikringsfonds mod uheld, forstyrrelser på grund af naturkatastrofer o.s.v.

Disse fradrag fra det "ubeskårne arbejdsudbytte" er en økonomisk nødvendighed, og deres størrelse må bestemmes efter de forhåndenværende midler og kræfter, tildels ved sandsynlighedsberegning, men de kan på ingen måde kalkuleres ud fra retfærdighed.

Tilbage er den anden del af det samlede produkt, der skal tjene som forbrugsmidler.

For det første: de almindelige administrationsomkostninger, der ikke hører med til produktionen.

Denne del bliver fra første færd indskrænket ganske betydeligt i sammenligning med det nuværende samfund og formindskes, efterhånden som det nye samfund udvikler sig.

For det andet: hvad der er bestemt til kollektiv tilfredsstillelse af behov, såsom skoler, sundhedsvæsen o.s.v.

Denne del vokser fra første færd betydeligt i sammenligning med det nuværende samfund og vokser, efterhånden som det nye samfund udvikler sig.

For det tredje: fonds til arbejdsudygtige o.s.v., kort sagt, hvad der i dag hører med til den såkaldte officielle fattigforsorg.

Først nu kommer vi til den "fordeling", som programmet under Lassalles indflydelse snæversynet alene har for øje, nemlig den del af forbrugsmidlerne, der fordeles blandt de individuelle producenter i samvirksomheden.

Det "ubeskårne arbejdsudbytte" er imidlertid allerede blevet forvandlet til det "beskårne", selv om producenten i sin egenskab af samfundsmedlem direkte eller indirekte nyder godt af det, som han mister i sin egenskab af privatindivid.

Ligesom frasen om det "ubeskårne arbejdsudbytte" er forsvundet, således forsvinder nu frasen om "arbejdsudbytte" overhovedet.

Inden for det kollektive samfund, der er grundet på fælleseje til produktionsmidlerne, ombytter producenterne ikke deres produkter indbyrdes; lige så lidt viser det arbejde, der er blevet anvendt på produkterne, sig her som disse produkters værdi, som en egenskab ved selve tingen, da det individuelle arbejde nu ikke mere, i modsætning til det kapitalistiske samfund, eksisterer ad en omvej, men eksisterer umiddelbart som bestanddel af det samlede arbejde. Ordet "arbejdsudbytte", der også i dag er forkasteligt på grund af sin tvetydighed, mister således fuldstændig al betydning.

Det vi har at gøre med her, er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer. I overensstemmelse hermed får den enkelte producent - minus fradragene - nøjagtig lige så meget tilbage, som han giver. Det han har givet det, er hans individuelle arbejdskvantum. F.eks. består hele samfundets arbejdsdag af summen af de individuelle arbejdstimer: den enkelte producents individuelle arbejdstid er lig med den af ham leverede del af hele samfundets arbejdsdag, hans andel i den. Han modtager af samfundet et bevis for, at han har leveret så og så meget arbejde (efter at hans arbejde for de fælles fonds er trukket fra), og med dette bevis får han lige så meget af samfundets forråd af forbrugsmidler, som hans arbejde koster. Det kvantum arbejde, han har givet samfundet i den ene form, får han tilbage i den anden.

Her hersker åbenbart samme princip som det, der regulerer vareudvekslingen, for så vidt det drejer sig om udveksling af lige store værdier. Indhold og form er forandret, fordi ingen under de forandrede omstændigheder kan give andet end sit arbejde, og fordi på den anden side intet kan gå over i den enkeltes eje, bortset fra individuelle forbrugsmidler. Men hvad disses fordeling blandt de enkelte producenter angår, så råder der det samme princip som ved udvekslingen af lige store vareværdier; en bestemt mængde arbejde i den ene form ombyttes med lige så meget arbejde i den anden form.

Den lige ret er derfor her endnu stadig i princippet - den borgerlige ret, skønt princip og praksis ikke mere ligger i hårene på hinanden, mens udvekslingen af lige store værdier ved vareudvekslingen kun eksisteret i gennemsnit, og ikke for det enkelte tilfælde.

Trods dette fremskridt er denne lige ret endnu stadig begrænset af en borgerlig skranke. Producenternes ret er proportional med det arbejde, de leverer; ligheden består i, at der måles med samme målestok: arbejdet.

Men den ene er fysisk eller åndeligt den anden overlegen og leverer altså i samme tid mere arbejde eller kan arbejde i længere tid; og for at tjene som mål må arbejdet bestemmes efter udstrækning eller intensitet, ellers hører det op med at være målestok. Denne lige ret er ulige ret for ulige arbejde. Den anerkender ingen klasseforskel, fordi enhver kun er arbejder ligesom alle andre, men den anerkender stiltiende den ulige individuelle begavelse og følgelig ydedygtighed som naturlige privilegier. Den er derfor efter sit indbold en ulige ret ligesom at anden ret. Retten kan ifølge sin natur kun bestå i anvendelse af den samme målestok; men de ulige individer (og de ville ikke være forskellige individer, hvis ikke de var ulige) kan kun måles med samme målestok, for så vidt man ser dem fra samme synspunkt, fra en bestemt side, f.eks. i det givne tilfælde betragter dem alene som arbejdere, ikke ser noget andet i dem og ser bort fra alt andet. Endvidere: den ene arbejder er gift, den anden ikke; den ene har flere børn end den anden o.s.v. o.s.v. Ved samme arbejdsydelse og følgelig samme andel i samfundets konsumtionsfond får den ene altså faktisk mere end den anden, er den ene rigere end den anden o.s.v. For at undgå disse uheldige tilstande skulle retten være ulige i stedet for lige.

Men disse misforhold er uundgåelige i den første fase af det kommunistiske samfund, der efter lange fødselsveer lige er fremgået af det kapitalistiske samfund. Retten kan aldrig stå over samfundets økonomiske struktur og den deraf betingede kulturudvikling.

l en højere fase af det kommunistiske samfund, når den lænkebindende underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde; når arbejdet er blevet ikke blot et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed; når også produktionskræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem - først da kan den snævre borgerlige retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner:

Jeg er gået udførligt ind på det "ubeskårne arbejdsudbytte" på den ene side og "den lige ret", "den retfærdige fordeling" på den anden side for at vise, i hvor høj grad man synder, når man på den ene side igen vil påtvinge vort parti forestillinger, der på et bestemt tidspunkt havde en mening, men som nu er blevet til forældet frasesnak, altså vil påtvinge vort parti dem som dogmer, mens man på den anden side igen forvansker den realistiske opfattelse, der med så stort besvær er blevet bibragt partiet, men som nu har slået rod i det, forvansker den ved hjælp af ideologiske rets- og andre floskler, som demokraterne og de franske socialister har så let ved at bruge.

Bortset fra det, der hidtil er blevet udviklet, var det overhovedet fejlagtigt at gøre så meget væsen af den såkaldte fordeling og lægge hovedvægten på den.

Den til enhver tid eksisterende fordeling af forbrugsmidlerne er kun en følge af fordelingen af selve produktionsbetingelserne. Men denne fordeling er karakteristisk for selve produktionsmåden. Den kapitalistiske produktionsmåde f.eks. hviler på, at de materielle produktionsbetingelser er tildelt ikke-arbejdere i form af kapitalejendom og grundejendom, mens massen kun er ejer af den personlige produktionsbetingelse: arbejdskraften. Når produktionens elementer er fordelt på en sådan måde, så følger den nuværende fordeling af forbrugsmidlerne af sig selv. Når de materielle produktionsbetingelser er arbejdernes kollektive ejendom, så følger deraf også en fordeling af forbrugsmidlerne, der er forskellig fra den nuværende. Vulgærsocialismen (og fra den atter en del af demokratiet) har fra de borgerlige økonomer overtaget den vane at betragte og behandle fordelingen som uafhængig af produktionsmåden, og følgelig at fremstille socialismen som en lære, der i hovedsagen drejer sig om fordelingen. Hvorfor skal vi igen gå baglæns, efter at det virkelige forhold forlængst er klarlagt?

Første strofe er taget fra indledningsordene til de internationale statutter, men i "forbedret" form. Dér hedder det: "Arbejderklassens befrielse må være arbejdernes eget værk"; hvad er det derimod "arbejderklassen" skal befri her? - "arbejdet". Forstå det, hvem der kan.

Som skadeserstatning er derimod indsat en modstrofe, et Lassalle-citat af reneste vand: "i forhold til den (arbejderklassen) udgør alle andre klasser kun een reaktionær masse".

I "Det kommunistiske manifest" hedder det: "Af alle de klasser, som i dag står overfor bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien trænger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt" ⁸.

Bourgeoisiet er her opfattet som revolutionær klasse - som bærer af storindustrien - i forhold til feudalherrerne og middelstanden, der vil holde fast ved alle samfundspositioner, der er skabt af forældede produktionsmåder. De udgør altså ikke sammen med bourgeoisiet kun een reaktionær masse.

På den anden side er proletariatet revolutionært i forhold til bourgeoisiet, fordi det, der selv er vokset op på storindustriens grund, stræber efter at fjerne produktionens kapitalistiske karakter, som bourgeoisiet søger at forevige. Men manifestet tilføjer, at "mellemlagene ... bliver revolutionære med henblik på den overgang i proletariatets rækker, der forestår dem".

Ud fra dette synspunkt er det altså igen noget vrøvl, at de sammen med bourgeoisiet og oven i købet sammen med feudalherrerne "kun udgør een reaktionær masse" i forhold til arbejderklassen.

Har man ved sidste valg tilråbt håndværkerne, de små industridrivende o.s.v. og bønderne: i forhold til os udgør I sammen med bourgeoisiet og feudalherrerne kun een reaktionær masse?

Lassalle kunne "Det kommunistiske manifest" udenad, ligesom hans troende tilhængere kender de saliggørende skrifter, han har forfattet. Når han altså forfalskede det så plumpt, skete det kun for at pynte på sin alliance med de absolutistiske og feudale modstandere mod bourgeoisiet.

I ovennævnte paragraf bliver hans vise ord nu tilmed trukket frem ved hårene, uden nogen sammenhæng med det forfalskede citat fra Internationales statutter. Det er altså her simpelthen en uforskammethed, og ingenlunde en, der mishager hr. Bismarck, en af de godtkøbs uvornheder, som Berlins Marat ⁹ gør i.

Lassalle har i modsætning til "Det kommunistiske Manifest" og til al tidligere socialisme set arbejderbevægelsen fra det snævreste nationale standpunkt. Man følger ham på dette punkt, og det endda efter at Internationale har gjort sin indsats!

Det er en selvfølge, at arbejderklassen, for overhovedet at kunne. kæmpe, må organisere sig hjemme hos sig selv som klasse, og at indlandet er den umiddelbare skueplads for dens kamp. For så vidt er klassekampen national, ikke efter sit indhold, men, som "Det kommunistiske manifest" siger, "efter sin form". Men "den nuværende nationale stats rammer", f.eks. det tyske riges, eksisterer igen på sin side økonomisk "inden for verdensmarkedets rammer", politisk "inden for det internationale statssystems rammer". Den første den bedste købmand véd, at tysk handel tillige betyder udenlandsk handel, og hr. Bismarcks storhed består jo netop i en slags international politik.

Og hvad reducerer det tyske arbejderparti sin internationalisme til? Til bevidstheden om at resultatet af dets kamp "vil blive det internationale broderskab mellem folkene" - en frase, der er lånt fra det borgerlige Forbund for frihed og fred ¹⁰, og som skal være et ækvivalent for arbejderklassens internationale broderskab til fælles kamp mod de herskende klasser og deres regeringer. Om den tyske arbejderes internationale funktioner findes der altså ikke et ord! Og det er alt, hvad arbejderklassen skal sætte op mod sit eget bourgeoisi, der allerede har sluttet forbund med bourgeoisiet i alle andre lande imod den, og mod hr. Bismarcks internationale sammensværgelsespolitik!

Faktisk står programmets internationalisme endda uendelig langt under frihandelspartiets. Også det påstår, at resultatet af dets kamp er "det internationale broderskab mellem folkene". Men det gør også noget for at gøre handelen international og nøjes ingenlunde med bevidstheden om - at alle folk driver handel hjemme hos sig selv.

Arbejderklassens internationale virksomhed er på ingen måde afhængig af "Den internationale Arbejderassociation"s eksistens. Denne var kun det første forsøg på at skabe et centralorgan for denne virksomhed; et forsøg, der ved de impulser, der kom fra den, har fået varige resultater, men som efter Pariserkommunens fald ikke længere kunne gennemføres i sin første historiske form.

Bismarcks "Norddeutsche" ¹¹ havde fuldstændig ret, når det til sin herres tilfredshed forkyndte, at det tyske arbejderparti i sit nye program havde afsvoret internationalismen.

Altså for fremtiden har det tyske arbejderparti at tro på Lassalles "jernhårde lønningslov"' For at den ikke skal gå tabt, begår man den meningsløshed at tale om "ophævelse af lønsystemet" (det skulle hedde lønarbejdssystemet) med den "jernhårde lønningslov". Ophæver jeg lønarbejder, så ophæver jeg naturligvis også dets love, de være "jemhårde" eller svampede. Men Lassalles bekæmpelse af lønarbejdet drejer sig næsten udelukkende om denne såkaldte lov. For altså at bevise, at den lassalleske sekt har sejret, må man ophæve "lønsystemet med den jernhårde lønningslov" og ikke uden denne.

Af den "jernhårde lønningslov" tilhører som bekendt kun ordet "jernhårde" Lassalle, og det er lånt fra Goethes "evige, jernhårde, store love". Ordet jernhård er et kendetegn, på hvilket de rettroende kender hinanden. Men tager jeg loven med Lassalles stempel og følgelig i hans betydning, så må jeg også tage den med hans begrundelse. Og hvordan er den? Som Lange viste allerede kort efter Lassalles død: Malthus' (af Lange selv docerede) befolkningsteori. Men er denne rigtig, så kan jeg omvendt ikke ophæve loven, selv om jeg ophæver lønarbejdet nok så mange gange, fordi loven så behersker ikke alene lønarbejdssystemet, men ethvert samfundssystem. I halvtreds år og mere har økonomerne, idet de netop støttede sig til dette, bevist, at socialismen ikke kan ophæve den naturgivne elendighed, men kun almindeliggøre den, fordele den jævnt udover hele samfundets overflade!

Men alt dette er ikke hovedsagen. Ganske bortset fra den forkerte lassalleske formulering af loven, består det virkelig oprørende tilbageskridt i følgende:

Efter Lassalles død har den videnskabelige forståelse banet sig vej i vort parti, at arbejdslønnen ikke er det, den synes at være, nemlig arbejdets værdi eller pris, men kun en maskeret form for arbejdskraftens værdi eller pris. Dermed var hele den hidtidige borgerlige opfattelse af arbejdslønnen såvel som hele den kritik, der hidtil var blevet rettet imod denne opfattelse, een gang for alle kastet over ende, og det var blevet klarlagt, at lønarbejderen kun har tilladelse til at arbejde for sin egen tilværelse, d.v.s. at leve, for så vidt han en vis tid arbejder gratis for kapitalisten (altså også for dem, der sammen med denne tærer af merværdien); at hele det kapitalistiske produktionssystem drejer sig om at forlænge dette gratisarbejde ved udvidelse af arbejdsdagen, ved udvikling af produktiviteten eller større anspændelse af arbejdskraften o.s.v.; at altså lønarbejdssystemet er et slaverisystem, og tilmed et slaveri, der bliver hårdere i samme grad, som arbejdets samfundsmæssige produktivkræfter udvikles, hvad enten arbejderen så får bedre eller dårligere betaling. Og efter at denne forståelse mere og mere har banet sig vej i vort parti, vender man tilbage til Lassalles dogmer, skønt man nu måtte vide, at Lassalle ikke vidste, hvad arbejdslønnen var, men i følge med de borgerlig, økonomer forvekslede udseendet med sagens væsen.

Det ville svare til, at slaver, der endelig havde fundet ud af slaveriets hemmelighed, gjorde oprør, og en i forældede forestillinger hildet slave så skrev i oprørets program: slaveriet må afskaffes, fordi slavernes ernæring under slaverisystemet aldrig kan overskride et vist lavt maksimum!

Den blotte kendsgerning, at vort partis repræsentanter var i stand til at begå et så uhyrligt attentat mod den forståelse, der er udbredt blandt partiets masser, beviser ikke den alene, med hvilken forbryderisk letsindighed, med hvilken samvittighedsløshed, de er gået til værks ved affattelsen af kompromisprogrammet!

I stedet for paragrafens ubestemte slutfrase "afskaffelse af al social og politisk ulighed" burde man have sagt, at med afskaffelsen af klasseforskellen forsvinder af sig selv al den sociale og politiske ulighed, der udspringer af den.

Næst efter Lassalles "jernhårde lønningslov" profetens middel til frelse. Der "banes vej" på værdig måde. I den eksisterende klassekamps sted træder der en avissmørerfrase: "det sociale spørgsmål", hvis "løsning" man "baner vej for". I stedet for at opstå af samfundets revolutionære forvandlingsproces "opstår" den "socialistiske organisation af det samlede arbejde" af den "statsstøtte", som staten yder de produktionsforeninger, som den, ikke arbejderen, "kalder til live". Det kan stå mål med Lassalles indbildning om, at man med statslån lige så godt kan bygge et nyt samfund som en ny jernbane!

Af en rest skamfølelse stiller man "statsstøtten" - under det "arbejdende folks" demokratiske kontrol.

For det første består "det arbejdende folk" i Tyskland for størstedelen af bønder og ikke af proletarer.

For det andet betyder "demokratisk" på tysk "volksherrschaftlich" ("folkestyret"). Men hvad betyder "det arbejdende folks folkestyrede kontrol"? Og tilmed når der er tale om et arbejdende folk, der gennem de krav, det stiller til staten, udtaler sin fulde bevidsthed om, at det hverken sidder inde med styret, eller er modent til at styre!

Det er overflødigt her at komme ind på en kritik af den recept, som Buchez under Louis Philippe skrev op i modsætning til de franske socialister, og som blev antaget af de reaktionære arbejdere, der sluttede sig til Atelier ¹². Det, der især vækker anstød, er heller ikke, at man har sat denne specielle mirakelkur ind i programmet, men at man overhovedet går tilbage fra klassebevægelsens til den sekteriske bevægelses standpunkt.

At arbejderne vil skabe betingelserne for den kooperative produktion i samfundsmæssig, og foreløbig hjemme hos sig selv i national målestok, betyder kun, at de arbejder på en omvæltning af de nuværende produktionsbetingelser, og har ikke noget til fælles med oprettelse af produktionsforeninger med statsstøtte. Men hvad de nuværende produktionsforeninger angår, så har de kun værdi, for så vidt de er uafhængige, skabte af arbejderne og hverken står under regeringernes eller bourgeoisiets beskyttelse.

Ifølge II tilstræber det tyske arbejderparti først og fremmest "den frie stat".

At gøre staten fri er ingenlunde noget formål for arbejderne, der er kommet af med den indskrænkede undersåtforstand. I det tyske rige er "staten" næsten lige så "fri" som i Rusland. Friheden består i at forvandle staten fra et organ, der står oven over samfundet, til et organ, der afgjort står under det, og også nu er statsformerne mere frie eller mindre frie i samme grad, som de indskrænker "statens frihed".

Det tyske arbejderparti - i hvert fald, hvis det gør programmet til sit - viser, hvorledes de socialistiske ideer ikke engang er nået igennem huden på det; i stedet for at behandle det bestående samfund (og det gælder for ethvert fremtidigt samfund) som grundlag for den bestående stat (eller det fremtidige samfund som grundlag for den fremtidige stat) behandler det tværtimod staten som et selvstændigt væsen, der har sit eget "åndelige, moralske og frie grundlag".

Og nu tilmed det grove misbrug, som programmet driver med ordene "nuværende stat" og "nuværende samfund", og de endnu grovere misforståelser, som det skaber om den stat, det retter sine krav til!

Det "nuværende samfund" er det kapitalistiske samfund, som eksisterer i alle kulturlande, mere eller mindre frit for middelalderlig tilsætning, mere eller mindre modificeret af hvert lands særlige historiske udvikling, mere eller mindre udviklet. Derimod skifter den "nuværende stat" med landegrænsen. Den er anderledes i det preussisk-tyske rige end i Schweiz, anderledes, i England end i De forenede stater. "Den nuværende stat" er altså en fiktion.

Imidlertid har de forskellige kulturlandes forskellige stater, trods den brogede forskel mellem dem, hvad formen angår, alle det tilfælles, at de står på det moderne borgerlige samfunds grund, kun at dette samfund er mere eller mindre udviklet i kapitalistisk henseende. De har derfor også visse væsentlige karaktertræk til fælles. I denne forstand kan man tale om den "nuværende stat" i modsætning til fremtiden, da dens nuværende rod, det borgerlige samfund, vil være døet bort.

Spørgsmålet er så: hvilken forvandling vil der ske med staten i et kommunistisk samfund? Med andre ord, hvilke samfundsfunktioner bliver tilbage dér, som er analoge med de nuværende statsfunktioner? Dette spørgsmål kan kun besvares videnskabeligt, og man kommer ikke problemet så meget som et loppespring nærmere, fordi man sætter ordene stat og folk sammen på tusind forskellige måder.

Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur.

Programmet beskæftiger sig imidlertid hverken med det sidste eller med det kommunistiske samfunds fremtidige stat.

Dets politiske krav indeholder ikke noget udover den gamle fortærskede demokratiske vise: almindelig valgret, direkte lovgivning, folkeret, folkevæbning o.s.v. De er et rent og skært ekko af det borgerlige Folkeparti ¹³, af Forbundet for fred og frihed. Det er altsammen krav, der, for så vidt de ikke er drevet ud i fantastiske forestillinger, allerede er realiseret. Kun ligger den stat, som de tilhører, ikke inden for den tyske rigsgrænse, men i Schweiz, i De forenede stater o.s.v. Den slags "fremtidsstat" er en nuværende stat, omend det er uden for det tyske riges "rammer" den eksisterer.

Men der er een ting, man har glemt. Da det tyske arbejderparti udtrykkeligt erklærer, at det bevæger sig inden for "den nuværende nationale stat", altså inden for sin stat, det preussisk-tyske rige, - dets krav ville jo ellers også for størstedelen være meningsløse, da man kun kræver, hvad man ikke har - så burde det ikke glemme hovedsagen, nemlig at alle disse rare småting hviler på anerkendelse af den såkaldte folkesuverænitet, og at de følgelig kun er på deres plads i en demokratisk republik.

Da man ikke har mod - og det er klogt, thi forholdene maner til forsigtighed - til at forlange den demokratiske republik, sådan som de franske arbejderprogrammer gjorde under Louis Philippe og under Louis Napoleon - så skulle man heller ikke have taget sin tilflugt til det hverken "ærlige" ¹⁴ eller værdige kneb at forlange ting, der kun har mening i en demokratisk republik, af en stat, der ikke er andet end et politibevogtet militærdespoti, der er stadset op med parlamentariske former og blandet op med feudal tilsætning, hvor bourgeoisiet allerede har vundet indflydelse, og hvor der findes et fasttømret bureaukrati, og så oven i købet bedyre over for denne stat, at man tror at kunne pånøde den sligt "med lovlige midler"!

Selv vulgærdemokratiet, der i den demokratiske republik ser tusindårsriget og ikke har nogen anelse om, at netop i denne det borgerlige samfunds sidste statsform skal klassekampen definitivt uldkæmpes - selv det står endnu himmelhøjt over den slags demokratisme inden for grænserne af, hvad der er tilladt af politiet og forbudt af logikken.

At man faktisk ved "stat" forstår regeringsmaskineriet eller staten, for så vidt den i kraft af arbejdsdelingen udgør en egen organisme, skilt fra samfundet, viser allerede ordene: "det tyske arbejderparti forlanger som økonomisk grundlag for staten: en eneste indkomstskat efter stigende skala o.s.v.". Skatterne er det økonomiske grundlag for regeringsmaskineriet og ikke for noget andet. I den i Schweiz eksisterende fremtidsstat er dette krav nogenlunde blevet opfyldt. Indkomstskat har som forudsætning de forskellige samfundsklassers forskellige indtægtskilder, altså det kapitalistiske samfund. Det er altså ikke noget opsigtsvækkende, at finansreformmændene fra Liverpool - bourgeois'er med Gladstones broder i spidsen - fremsætter det samme krav som programmet.

Lige folkeopdragelse? Hvad forestiller man sig ved disse ord? Tror man, at opdragelsen kan være lige for alle klasser i det nuværende samfund (og det er kun dette, man har at gøre med)? Eller forlanger man, at også de højere klasser tvangsmæssigt skal reduceres til det opdragelsens mindstemål - folkeskolen - som alene er foreneligt med ikke alene lønarbejdernes, men også bøndernes økonomiske kår?

"Almindelig skolepligt. Gratis skoleundervisning." Det første eksisterer selv i Tyskland, det andet i Schweiz og i De forenede stater for folkeskolens vedkommende. Når også højere undervisningsanstalter er "gratis" i nogle stater her, så betyder det faktisk kun, at man bestrider de højere klassers opdragelsesomkostninger af den almindelige statskasse. I parentes bemærket gælder det samme om den under A. 5 krævede "gratis retspleje". Kriminaljustitsen kan man overalt få gratis; civiljustitsen drejer sig næsten kun om ejendomskonflikter og berører altså næsten kun de besiddende klasser. Skal de føre deres processer på bekostning af folkets pengepung?

Paragrafen om skolerne burde i det mindste have krævet tekniske skoler (teoretiske og praktiske) i forbindelse med folkeskolen.

Ganske forkastelig er en "folkeopdragelse ved staten". Ved en almindelig lov at bestemme folkeskolernes budget, lærerpersonalets kvalifikation, undervisningsfagene o.s.v. og, som det sker i De forenede stater, ved hjælp af statsinspektører at overvåge, at lovens forskrifter opfyldes, det er noget ganske andet end at udnævne staten til folkeopdrager! Tværtimod må regering og kirke i lige høj grad lukkes ude fra enhver indflydelse på skolen. Og nu tilmed i det preussisk-tyske rige (og man skal ikke ty til den dårlige udflugt, at man taler om en "fremtidsstat"; vi har set, hvordan det står til med det) - dér er det omvendt staten, der trænger til, at folket giver den en meget hårdhændet opdragelse.

Trods al demokratisk klingklang er hele programmet fra ende til anden forpestet af den lassalleske sekts undersåtlige tro på staten, eller, hvad der ikke er bedre, af den demokratiske tro på mirakler, eller det er snarere et kompromis mellem disse to slags mirakeltro, der står socialismen lige fjernt.

"Frihed for videnskaben" lyder en paragraf i den preussiske forfatning. Hvorfor altså her!

"Samvittighedsfrihed"! Hvis man på denne kulturkampens tid ¹⁵ ville lægge liberalismen dens gamle stikord på sinde, så kunne det dog kun ske i denne form: enhver må kunne forrette sin religiøse og legemlige nødtørft, uden at politiet stikker sin næse i det. Men arbejderpartiet burde dog ved denne lejlighed udtale, at det er klar over, at den borgerlige "samvittighedsfrihed" ikke betyder andet, end at man tolererer alle mulige arter af religiøs samvittighedsfrihed, og at det for sin part tværtimod stræber efter at befri samvittigheden for religionens spøgelse. Men man ynder ikke at overskride det "borgerlige" niveau.

Jeg er nu nået til ende, thi det tillæg, der så følger i programmet, udgør ikke nogen karakteristisk bestanddel af det. Jeg skal derfor fatte mig ganske kort her.

Ikke eet arbejderparti i noget andet land har indskrænket sig til et så ubestemt krav, men har altid fikseret arbejdsdagens længde, således som det under de givne omstændigheder anser den for normal.

Arbejdsdagens normering må allerede inkludere indskrænkningen af kvindearbejdet, for så vidt den vedrører arbejdsdagens længde, pauser o.s.v.; ellers kan det kun betyde, at kvindearbejdet lukkes ude fra arbejdsgrene, der er særlig sundhedsskadelige for det kvindelige legeme eller moralsk forkastelige for kvinder. Hvis det var dét, man mente, så skulle man have sagt det.

"Forbud mod børns arbejde!" Her ville det være absolut nødvendigt at angive aldersgrænsen.

Almindeligt forbud mod børns arbejde er uforeneligt med storindustriens eksistens og derfor et forfængeligt, fromt ønske. Gennemførelse af det - hvis det var muligt - ville være reaktionært, da forbindelse af produktivt arbejde og undervisning på et tidligt tidspunkt er et af de mægtigste forvandlingsmidler i det nuværende samfund, forudsat at arbejdstiden strengt reguleres efter de forskellige alderstrin, og at der træffes andre forsigtighedsforanstaltninger til beskyttelse af børnene.

Overfor den preussisk-tyske stat burde man bestemt have forlangt, at inspektørerne kun kan afsættes ved domstolenes hjælp; at enhver arbejder kan anmelde dem for domstolene på grund af pligtforsømmelser; at de skal tilhøre lægestanden.

Et småligt krav i et almindeligt arbejderprogram. I hvert fald må man klart udtale, at man ikke vil have, at de almindelige forbrydere af brødnid behandles som kvæg, og at man navnlig ikke vil afskære dem fra deres eneste forbedringsmiddel: produktivt arbejde. Det var dog det mindste, man kunne vente af socialister.

I parentes bemærket har man under normalarbejdsdagen overset den del af fabrikslovgivningen, der vedrører sundhedsforanstaltninger og beskyttelsesmidler mod ulykker o.s.v. Ansvarlighedsloven træder først i virksomhed, så snart disse forskrifter krænkes.

Skrevet af K. Marx i begyndelsen af maj 1875. Offentliggjort første gang (med udeladelser) i "Die neue Zeit", årgang 1891.

Friedrich Engels: Brev til Bebel

Jeg har modtaget Deres brev af 23. februar og glæder mig over, at det går så godt med helbredet.

De spørger mig, hvad jeg mener om sammenslutningshistorien? Desværre er det gået os ganske som Dem. Hverken Liebknecht eller nogen anden har sendt os nogen som helst meddelelse, og også vi ved derfor kun, hvad der står i bladene, og dér stod ikke noget, før programudkastet kom for cirka otte dage siden. Dette udkast har ganske vist forbavset os ikke så lidt.

Vort parti havde så ofte rakt lassalleanerne hånden til forsoning eller dog i det mindste til samarbejde og var så ofte og så lumpent blevet afvist af folk som Hasenclever, Hasselmann og Tölcke, at hvert barn måtte drage den slutning af det, at når disses herrer nu selv kommer og tilbyder forsoning, så må de være i en forbandet knibe. Men i betragtning af disse folks velkendte karakter er det vor skyldighed at benytte denne knibe til at skaffe os alle de garantier, vi på nogen mulig måde kan få, for at disse folk ikke på vort partis bekostning skal befæste deres rokkede stilling påny i den offentlige arbejdermening. Man burde modtage dem yderst køligt og mistænksomt, gøre sammenslutningen afhængig af, hvor beredvillige de er til at lade deres sekteriske stikord og deres statsstøtte falde og til i det væsentlige at antage Eisenachprogrammet af 1869 eller en efter indeværende tidspunkt tilpasset forbedret udgave af det. Vort parti kunne absolut ikke lære noget af lassalleanerne i teoretisk henseende, altså hvad angår det, der er afgørende for programmet, lassalleanerne derimod nok af os; den første betingelse for sammenslutningen var, at de holdt op med at være sekterere, lassalleanere, at de altså frem for alt omend ikke helt opgav universalmidlet: statsstøtten, så dog anerkendte den som en mere underordnet overgangsforanstaltning blandt og ved siden af mange andre muligheder. Programudkastet beviser, at vore folk, som teoretisk er lassalleanerførerne hundrede gange overlegne - i politisk snedighed er dem lige så underlegne: de "ærlige" er igen en gang blevet taget grusomt ved næsen af de ikke-ærlige.

Først vedtager man Lassalles frase, der lyder så flot, men er historisk urigtig: at i forhold til arbejderklassen er alle andre klasser kun een reaktionær masse. Denne sætning er kun sand i enkelte undtagelsestilfælde, f.eks. under en proletarisk revolution som Kommunen, eller i et land, hvor bourgeoisiet ikke blot har formet stat og samfund i sit billede, men hvor også det demokratiske småborgerskab derpå allerede har ført denne omdannelse ud i sine sidste konsekvenser. Hvis for eksempel i Tyskland det demokratiske småborgerskab hørte til denne reaktionære masse, hvordan kunne så det socialdemokratiske arbejderparti i årevis gå hånd i hånd med det, med Folkepartiet? Hvordan kan "Volksstaat" tage næsten hele sit politiske indhold fra den småborgerligt-demokratiske "Frankfurter Zeitung"? Og hvordan kan man i det selvsamme program optage ikke mindre end syv krav, der direkte og ordret stemmer overens med Folkepartiets og det småborgerlige demokratis program? jeg mener de syv politiske krav I til 5 og I til 2, af hvilke der ikke er et eneste, der ikke er borgerligt-demokratisk ¹⁷.

For det andet fornægtes i praksis princippet om arbejderbevægelsens internationalitet fuldstændigt for vor tid, og det af de samme folk, der fem år igennem og under de vanskeligste omstændigheder på den berømmeligste måde har holdt dette princip højt. De tyske arbejderes plads i spidsen for den europæiske bevægelse beror væsentligt på deres ægte internationale holdning under krigen: intet andet proletariat kunne have optrådt så godt. Og nu skal dette princip fornægtes af dem i det øjeblik, da arbejderne overalt i udlandet betoner det i samme grad, som regeringerne stræber efter at undertrykke det, hver gang det forsøger at komme til udtryk i en organisation! Og hvad bliver der overhovedet tilovers af arbejderbevægelsens internationalisme? Den blege udsigt - ikke engang til et senere samvirke mellem de europæiske arbejdere til deres befrielse - nej, til et fremtidigt "internationalt broderskab mellem folkene" - til "Europas forenede stater", som bourgeois'erne fra fredsligaen kunne tænke sig det!

Det var naturligvis slet ikke nødvendigt at tale om Internationale som sådan, men det mindste, der kunne kræves, var dog ikke at gøre noget tilbageskridt i sammenligning med programmet af 1869 og f.eks. sige, at skønt det tyske arbejderparti først og fremmest virker inden for de statsgrænser, der er givet det (det har ikke ret til at tale i det europæiske proletariats navn og navnlig ikke til at sige noget forkert), så er det dog klar over sin solidaritet med arbejderne i alle lande, og vil stedse være rede til som hidtil også for fremtiden at opfylde de pligter, denne solidaritet pålægger det. Den slags pligter findes også, uden at man netop proklamerer eller anser sig selv for en del af "Internationale", f.eks. pligten til at yde hjælp, til at holde folk fra at tage arbejde under strejker, at drage omsorg for at partiorganerne holder de tyske arbejdere underrettet om den udenlandske bevægelse, agitation mod kabinetskrige, der truer eller er ved at bryde ud, til at man forholder sig eksemplarisk under sådanne som i 1870/71 o.s.v.

For det tredje har vore folk ladet sig påtvinge Lassalles "jernhårde lønningslov", der hviler på en ganske forældet økonomisk opfattelse, nemlig den, at arbejderen i gennemsnit kun får arbejdslønnens minimum, og det fordi der efter Malthus' befolkningsteori altid er for mange arbejdere (dette var Lassalles bevisførelse). Nu har Marx i "Kapitalen" udførligt påvist, at de love, der regulerer arbejdslønnen, er meget komplicerede, at snart det ene, snart det andet er afgørende alt efter omstændighederne, at de altså ingenlunde er jernhårde, men tværtimod såre elastiske, og at sagen slet ikke sådan kan affærdiges med et par ord, som Lassalle indbildte sig. Malthus' begrundelse af denne lov, som Lassalle har skrevet af efter ham og Ricardo (idet han forfalskede sidstnævnte), og som den f.eks. findes citeret i "Arbeiterlesebuch", side 5, efter en anden pjece af Lassalle, er udførligt blevet imødegået af Marx i afsnittet om "Kapitalens akkumulationsproces". Ved at adoptere Lassalles "jernhårde lov" godkendte man altså en urigtig sætning og en urigtig begrundelse af denne.

For det fjerde opstiller programmet som eneste sociale krav - den lassalleanske statsstøtte i sin allermest nøgne skikkelse, således som Lassalle havde stjålet den fra Buchez. Og det tilmed efter at Bracke fortrinligt havde påvist dette kravs hele tomhed ¹⁸; efter at næsten alle, om ikke alle talere fra vort parti i kampen mod lassalleanerne havde været nødt til at træde op mod denne "statsstøtte"! Dybere kunne vort parti ikke ydmyge sig. Internationalismen reduceret til Amand Gögg, socialismen til bourgeoisrepublikaneren Buchez, der rejste dette krav i modsætning til socialisterne, for at stikke dem ud!

Men i bedste fald er "statsstøtten" i Lassalles betydning dog kun en enkelt forholdsregel blandt mange andre for at nå det mål, der her betegnes med de matte ord: "for at bane vej for en løsning af det sociale spørgsmål", som om der endnu fandtes et teoretisk uløst socialt spørgsmål for os! Hvis man altså siger: Det tyske arbejderparti tilstræber afskaffelse af lønarbejdet og dermed af klasseforskellen ved gennemførelse af den kooperative produktion inden for industri og agerbrug og i national målestok; det træder i skranken for enhver foranstaltning, der er egnet til at opnå dette mål! - så kan ingen lassalleaner have noget imod det.

For det femte tales der slet ikke om arbejderklassens organisation som klasse ved fagforeningernes hjælp. Og det er et meget væsentligt punkt, for det er proletariatets egentlige klasseorganisation, i hvilken det udkæmper sine daglige kampe mod kapitalen, i hvilken det skoler sig, og som nu til dags under den værste reaktion (som for tiden i Paris) simpelthen ikke mere kan slås ihjel. I betragtning af den betyddning, som denne organisation også får i Tyskland, ville det efter vor opfattelse være ubetinget nødvendigt at tænke på den i programmet og om muligt at lade en plads stå åben for den i partiets organisation.

Alt dette har vore folk gjort for at være lassalleanerne tilpas. Og hvor har de andre givet efter? Deri, at der figurerer en bunke temmeligt forvirrede rent demokratiske krav i programmet, af hvilke mange er en ren modesag, således f.eks. "Lovgivning ved folket", hvilket eksisterer i Schweiz og anretter mere skade end nytte, hvis det overhovedet anretter noget. Forvaltning ved folket: det ville da være noget. Ligeledes mangler den første betingelse for al frihed: at alle embedsmænd er ansvarlige for alle deres embedshandlinger over for enhver borger for de sædvanlige domstole og efter almindelig ret. At sådanne krav som: frihed for videnskaben og samvittighedsfrihed figurerer i ethvert liberalt bourgeoisprogram og her tager sig noget besynderligt ud, det vil jeg slet ikke tale om.

Den frie folkestat er blevet forvandlet til den frie stat. I grammatisk forstand er en fri stat en stat, der står frit over for sine borgere, altså en stat med despotisk regering. Man skulle holde op med al den snak om staten, især efter Kommunen, der allerede ikke mere var nogen stat i egentlig forstand. Anarkisterne har til overmål revet os "folkestaten" i næsen, skønt allerede Marx' skrift mod Proudhon ¹⁹ og senere "Det kommunistiske manifest" direkte siger, at staten med indførelsen af den socialistiske samfundsordning opløser sig af sig selv og forsvinder. Da "staten" nu alligevel er en forbigående indretning, som man betjener sig af i kampen, i revolutionen, for med magt at holde sin modstander nede, så er det det rene vrøvl at tale om den "frie folkestat"; så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at holde sine modstandere nede, og så snart der kan være tale om frihed, hører staten som sådan op med at bestå. Vi ville derfor foreslå, at man overalt i stedet for "stat" satte "fællesskab" ("Gemeinwesen"), et godt gammelt tysk ord, der meget godt svarer til det franske "kommune".

"Afskaffelse af al social og politisk ulighed" er også en meget betænkelig frase i stedet for: "ophævelse af al klasseforskel". Mellem det ene land og det andet, mellem den ene provins og den anden, ja endog mellem den ene by og den anden vil der altid bestå en vis ulighed i livsvilkårene, som man vil kunne reducere til et minimum, men aldrig fjerne helt. Bjergboere vil altid have andre livsvilkår end folk fra slettelandet. Forestillingen om det socialistiske samfund som lighedens rige er en ensidig fransk forestilling, der støtter sig til det gamle "frihed, lighed og broderskab", en forestilling, der var berettiget som et udviklingstrin i sin tid og på sit sted, men som nu burde være overstået, ligesom alle de tidligere socialistiske skolers ensidigheder, da de kun skaber forvirring hos folk, og da der er fundet mere præcise måder at fremstille sagen på.

Jeg slutter, skønt man næsten kunne kritisere hvert ord i dette program, der tilmed er redigeret uden saft og kraft. Det er af en sådan art, at Marx og jeg, hvis det bliver vedtaget, aldrig kan tilslutte os det nye parti, der stiftes på dette grundlag, og vil blive nødt til meget alvorligt at overveje, hvilken stilling vi - også offentligt - bør indtage over for det. Betænk, at man i udlandet gør os ansvarlige for samtlige Det tyske socialdemokratiske arbejderpartis udtalelser og handlinger. Således f.eks. Bakunin i sit skrift "Politik og anarki", hvor vi må stå til regnskab for hvert uoverlagt ord, som Liebknecht har sagt og skrevet siden grundlæggelsen af "Demokratisches Wochenblatt" ²⁰. Folk bilder sig nu engang ind, at vi herfra kommanderer hele historien, mens De lige så godt som jeg véd, at vi næsten aldrig i mindste måde har blandet os i de indre partianliggender, og også da kun for eventuelt at rette brølere, man efter vor mening havde begået, og vel at mærke kun teoretiske. Men De vil selv indse, at dette program danner et vendepunkt, der meget let kunne tvinge os til at fralægge os ethvert ansvar for det parti, der anerkender det.

I almindelighed kommer det mindre an på et partis officielle program end på, hvad det foretager sig. Men et nyt program er dog altid en offentlig opplantet fane, og omverdenen bedømmer partiet efter det. Det måtte derfor på ingen måde indeholde et tilbageskridt, som dette gør i sammenligning med Eisenachprogrammet. Man skulle dog også betænke, hvad arbejderne i andre lande vil sige til dette program: hvilket indtryk det vil gøre, at hele det tyske socialistiske proletariat bøjer knæ for lassalleanismen.

Samtidig er jeg overbevist om, at en sammenslutning på dette grundlag ikke vil vare et år. De bedste hoveder i vort parti skal lade sig bruge til at aflire udenadlærte lassalleanske sætninger om den jernhårde lønningslov og statsstøtten? Jeg kunne f.eks. lide at se Dem ved det arbejde! Og hvis De gjorde det, ville Deres tilhørere sikkert pibe Dem ud. Og jeg er sikker på, at lassalleanerne netop holder fast ved disse stykker af programmet ligesom jøden Shylock ved sit pund kød. Splittelsen vil komme; men vi har så igen gjort Hasselmann, Hasenclever og Tölcke og konsorter "ærlige"; vi vil gå svagere og lassalleanerne stærkere ud af denne splittelse; vort parti vil have mistet sin politiske mødom og vil aldrig mere kunne optræde modigt mod lassallefraser, som det selv en tid lang havde skrevet på fanen, og når lassalleanerne så igen siger, at de er det ægteste og eneste arbejderparti, at vore folk er bourgeois'er, så har man programmet til at bevise det. Alle socialistiske forholdsregler i det er deres, og vort parti har ikke indføjet andet end krav fra det småborgerlige demokrati, som dog også af vort parti i det samme program er blevet betegnet som en del af den "reaktionære masse"!

Jeg havde ladet dette brev ligge, da De alligevel først kommer ud den 1. april til ære for Bismarcks fødselsdag, og jeg ikke ville udsætte det for at blive taget under et forsøg på at smugle det ind. Da kommer der netop et brev fra Bracke, der også har alvorlige betænkeligheder på grund af programmet og vil høre vor mening. Jeg sender det derfor til ham, for at han kan læse det og sende det videre, så at jeg ikke behøver at skrive hele denne smøre endnu en gang. Forøvrigt har jeg ligeledes læst Ramm ²¹ teksten, - til Liebknecht har jeg kun skrevet ganske kort. Jeg tilgiver ham ikke, at han ikke meddelte os eet ord om hele sagen (mens Ramm og andre troede, at han nøje havde underrettet os), før det så at sige var for sent. Det har han ganske vist til alle tider gjort på den måde - og derfor al den ubehagelige korrespondance, som vi, Marx og jeg, havde med ham - men denne gang er det dog for galt, og vi går afgjort ikke med til det.

Se til at indrette det sådan, at De kommer herover til sommer. De bor selvfølgelig hos mig, og hvis vejret er godt, kan vi tage et par dage til vandet, det vil være meget gavnligt for Dem, efter at De har siddet så længe i brummen.

Friedrich Engels: Brev til Kautsky

Min lykønskning, som jeg i hast sendte dig i forgårs, har du sikkert modtaget. Men lad os nu igen se på bemeldte sag: Marxbrevet ²².

Frygten for, at det skulle give modstanderne et våben i hænde, var ubegrundet. Ondskabsfulde insinuationer hæftes jo til alt muligt, men i det store og hele var indtrykket hos modstanderne alligevel fuldstændig forbløffelse over denne hensynsløse selvkritik, og den følelse: hvilken indre kraft må et parti ikke sidde inde med, der kan byde sig selv sådan noget! Det fremgår også af det, som du har sendt mig (mange tak!), og af de modstanderblade, jeg i øvrigt har haft adgang til. Og, ærlig talt, det var også min tanke, da jeg offentliggjorde dette dokument. At det hist og her måtte virke noget ubehageligt i første øjeblik, det vidste jeg, men det kunne ikke undgås, og det saglige indhold opvejede det rigeligt, set med mine øjne. Og jeg vidste, at partiet ganske givet var stærkt nok til at tåle det, og jeg regnede med, at det også i dag ville kunne tåle det uforbeholdne sprog, der blev brugt for 15 år siden; at man med berettiget stolthed ville pege hen på denne styrkeprøve og sige: hvor findes der et andet parti, der tør vove noget lignende? Det har man imidlertid overladt til "Sächsische" og "Wiener Arbeiter-Zeitung" og "Züricher Post" ²³.

Hvis du i nr. 21 af "Neue Zeit" overtager ansvaret for offentliggørelsen, så er det meget pænt af dig, men glem ikke, at jeg dog gav det første stød til det og oven i købet på en vis måde satte dig i en tvangssituation. Jeg gør derfor krav på at få hovedansvaret. Hvad enkeltheder angår, så kan man jo altid have forskellige anskuelser om dem. Jeg har strøget og sletter alt, hvad du og Dietz har gjort indvendinger mod, og hvis Dietz havde sat streg ved endnu mere, så ville jeg også dér have været så kulant, som det var mig muligt, det har jeg altid bevist jer. Men hvad hovedsagen angår, så var det min pligt at offentliggøre dokumentet, så snart programmet engang stod på dagsordenen. Og tilmed nu efter Liebknechts tale i Halle, i hvilken han dels ugenert benytter sig af sine uddrag af det som sin ejendom, dels kæmper imod det uden at nævne det med navn, ville Marx ubetinget have stillet originalen over for denne bearbejdelse, og jeg var i hans sted forpligtet til at gøre det samme. Desværre havde jeg dengang endnu ikke dokumentet; jeg har først langt senere fundet det efter megen søgen.

Du siger, at Bebel skriver til dig, at Marx' behandling af Lassalle har sat ondt blod hos de gamle lassalleanere. Det er muligt. De folk kender jo ikke den virkelige historie, og der synes heller ikke at være gjort noget for at oplyse dem om den. Hvis de folk ikke véd, at hele Lassalles storhed beroede på, at Marx i årevis tillod ham at smykke sig med Marx' forskningsresultater, som var de hans egne, og oven i købet at forvrænge dem som følge af mangelfuld økonomisk skoling, så er det ikke min skyld. Men jeg er fuldbyrder af Marx' litterære testamente og har som sådan også mine pligter.

Lassalle har i 26 år tilhørt historien. Når man under undtagelsesloven har ladet den historiske kritik af ham hvile, så bliver det endelig på tide, at den kommer til sin ret, og at der skabes klarhed om Lassalles stilling til Marx. Den legende, der tilslører og forherliger Lassalles sande skikkelse, kan dog ikke blive en trosartikel for partiet. Man kan sætte Lassalles fortjenester for bevægelsen nok så højt, hans historiske rolle i den vedbliver at være en dobbelt. Demagogen Lassalle ledsager skridt for skridt socialisten Lassalle. Gennem agitatoren og organisatoren Lassalle skinner lederen af Hatzfeldt-processen ²⁴ overalt igennem: den samme kynisme i valg af midler, den samme forkærlighed for at omgive sig med urolige og korrumperede folk, som man kan bruge eller kaste bort som blotte redskaber. Han, der indtil 1862 i praksis var en af de specielt preussiske vulgærdemokrater med stærkt bonapartistiske tilbøjeligheder (jeg har lige set hans breve til Marx igennem), slog pludselig om af rent personlige årsager og begyndte sin agitation; og før der var gået to år, forlangte han, at arbejderne skulle tage parti for kongedømmet mod bourgeoisiet, og spillede falsk spil sammen med sin åndsfrænde Bismarck på en måde, der måtte føre til faktisk forræderi mod bevægelsen, hvis han ikke til held for sig selv var blevet skudt i rette tid. I hans agitationsskrifter er det rigtige, som han har lånt fra Marx, i den grad blandet sammen med Lassalles egne og regelmæssigt forkerte betragtninger, at de to ting næsten ikke kan skilles ad. Den del af arbejderne, der føler sig sårede af Marx' dom, kender af Lassalle netop kun de to års agitation og også dem kun gennem farvede briller. Men over for sådanne fordomme kan den historiske kritik ikke evigt blive stående med hatten i hånden. Jeg følte det som min pligt endelig engang at gøre op mellem Marx og Lassalle. Det er nu sket. Det kan jeg foreløbig nøjes med. Jeg selv har tilmed andet at gøre nu, og Marx' offentliggjorte hensynsløse dom over Lassalle vil allerede i sig selv gøre sin virkning og indgyde andre mod. Men hvis jeg blev tvunget til det, så ville jeg ikke have noget valg: jeg måtte een gang for alle gøre op med Lassalle-legenden.

At der i fraktionen har hævet sig røster for, at man skulle stille "Neue Zeit" under censur, er virkelig nydeligt. Spøger socialistlovtidens fraktionsdiktat ²⁵ (der jo var nødvendigt og blev fortræffeligt gennemført) endnu stadig, eller er det mindelser om Schweitzers fordums skrappe organisation? Efter at den tyske socialistiske videnskab er blevet befriet for Bismarcks socialistlov, er det faktisk en herlig tanke at stille den under en ny socialistlov, der skal fabrikeres og udøves af de socialdemokratiske partiinstanser. Forøvrigt er der sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Vorwärtsartikelen rører mig kun lidet ²⁶. Jeg vil afvente, at Liebknecht fortæller historien på sin måde og så velsagtens i en så venskabelig tone som muligt svare på begge. I Vorwärtsartiklen skal der kun korrigeres nogle urigtigheder (f. eks. at vi ikke havde villet sammenslutningen, at begivenhederne havde givet Marx uret o.s.v.) og bekræftes nogle selvfølgeligheder. Med dette svar agter jeg at afslutte debatten fra min side, hvis jeg ikke ved nye angreb eller urigtige påstande bliver nødsaget til at tage fat igen.

Sig til Dietz, at jeg er i færd med at bearbejde "Oprindelsen" ²⁷. Men nu skriver Fischer i dag og vil også have tre nye forord!

Det socialdemokratiske arbejderpartis program

I. Det socialdemokratiske arbejderparti tilstræber oprettelsen af den frie folkestat.

II. Ethvert medlem af det socialdemokratiske arbejderparti er forpligtet til af alle kræfter at gå ind for følgende grundsætninger:

III. I det socialdemokratiske arbejderpartis agitation skal fremføres som de nærmeste krav:

Program for Tysklands socialistiske arbejderparti

I. Arbejdet er kilden til al rigdom og al kultur, og da almennyttigt arbejde kun er muligt gennem samfundet, så tilhører det totale arbejdsprodukt samfundet, dvs. alle dets medlemmer, ved almen arbejdspligt, efter lige ret, til enhver efter hans fornuftige behov.

I det nuværende samfund er arbejdsmidlerne kapitalistklassens monopol, arbejderklassens deraf betingede afhængighed er årsag til elendighed og trældom i alle former.

Arbejdets befrielse kræver forvandling af arbejdsmidlerne til samfundets fælleseje og kollektiv regulering af det totale arbejde med retfærdig fordeling og anvendelse af arbejdsresultater til fælles bedste.

Arbejdets befrielse må være arbejderklassens værk, over for den er alle øvrige klasser kun én reaktionær masse.

II. Udgående fra disse grundsætninger, tilstræber Tysklands socialistiske arbejderparti med alle lovlige midler den frie folkestat og det socialistiske samfund, brud med den jernhårde lønningslov gennem afskaffelse af lønarbejdssystemet, ophævelse af udbytningen i enhver skikkelse, fjernelse af al social og politisk ulighed.

Skønt det foreløbigt virker i national ramrne, er Tysklands socialistiske arbejderparti sig arbejderklassens internationale karakter bevidst og er besluttet på at opfylde alle pligter, som dette pålægger arbejderne for at gøre alle menneskers forbrødring til sandhed.

For at bane vej for løsningen af det sociale spørgsmål, kræver Tysklands socialistiske arbejderparti, at der oprettes socialistiske produktionskooperativer med statsstøtte under det arbejdende folks demokratiske kontrol. Produktionskooperativer for industri og landbrug må skabes i et sådant omfang, at der ud fra dem opstår det totale arbejdes socialistiske organisation.

Program for Tysklands socialdemokratiske parti

Det borgerlige samfunds økonomiske udvikling fører med naturnødvendighed til undergang for den lille bedrift, hvis grundlag er arbejderens privatejendom til hans produktionsmidler. Den skiller arbejderen fra hans produktionsmidler og forvandler ham til en besiddelsesløs proletar, imens produktionsmidlerne bliver til et monopol for et forholdsvis lille antal kapitalister og store jordejere.

Hånd i hånd med denne monopolisering af produktionsmidlerne går der en fortrængning af de opsplittede småvirksomheder gennem kolossale storvirksomheder, går udviklingen fra værktøj til maskine, går en kæmpemæssig vækst af det menneskelige arbejdes produktivitet. Men alle fordele ved denne forvandling bliver monopoliseret af kapitalisterne og de store jordejere. For proletariatet og de forsvindende mellemlag - småborgere, bønder - betyder den, at usikkerheden i deres eksistens, elendigheden, undertrykkelsen, trældommen, nedværdigelsen, udbytningen vokser uafbrudt.

Stadig større bliver antallet af proletarer, stadig større armeen af overflødige arbejdere, stadig skarpere modsætningen mellem udbyttere og de udbyttede, stadig mere forbitret klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat, der deler det moderne samfund i to fjendtlige lejre og er det fælles kendetegn for alle industrilande.

Afgrunden mellem besiddende og besiddelsesløse uddybes endnu mere gennem de kriser, der har deres årsag i den kapitalistiske produktionsmådes væsen og bliver stadig mere omfattende og ødelæggende, gør den almene usikkerhed til samfundets normaltilstand og leverer bevis for, at produktivkræfterne er vokset det nuværende samfund over hovedet, at privatejendommen til produktionsmidlerne ikke længere kan forliges med deres hensigtsmæssige anvendelse og fulde udvikling.

Privatejendommen til produktionsmidlerne, der førhen var et middel til at sikre producenten ejendomsretten til hans produkt, er i dag blevet et middel til at ekspropriere bønder, håndværkere og småhandlende og lade de ikke-arbejdende - kapitalister, store jordejere - komme i besiddelse af arbejdernes produkt. Kun forvandlingen af den kapitalistiske privatejendom til produktionsmidlerne - jord, gruber og bjergværker, råstoffer, værktøj, maskiner, transportmidler - i samfundets ejendom og forvandlingen af vareproduktionen i socialistisk produktion, der drives for og af samfundet, kan bevirke, at storbedriften og det samfundsmæssige arbejdes stadigt voksende produktivitet fra en kilde til elendighed og undertrykkelse for de hidtil udbyttede klasser bliver til en kilde til den højeste velfærd og alsidig harmonisk fuldkommengørelse.

Denne samfundsmæssige forvandling betyder befrielse ikke blot af proletariatet, men af hele menneskeheden, som lider under tilstandene som de er i dag. Men den kan kun være arbejderklassens værk, fordi alle andre klasser på trods af deres indbyrdes interessestridigheder bygger på privatejendommen til produktionsmidlerne og har bevarelsen af det nuværende samfunds grundlag som fælles mål.

Arbejderklassens kamp mod den kapitalistiske udbytning er nødvendigvis en politisk kamp. Arbejderklassen kan ikke føre sine økonomiske kampe og ikke udvikle sin økonomiske organisation uden politiske rettigheder. Den kan ikke bevirke produktionsmidlernes overgang i helhedens eje uden at være kommet i besiddelse af den politiske magt.

Det er det socialdemokratiske partis opgave at gøre denne arbejderklassens kamp til en bevidst og enig kamp og pege på dens naturnødvendige mål.

Arbejderklassens interesser er de samme i alle lande med kapitalistisk produktionsmåde. Med udvidelsen af verdenssamkvemmet og produktionen for verdensmarkedet bliver arbejdernes stilling i hvert land stadig mere afhængig af arbejdernes stilling i de andre lande. Arbejderklassens befrielse er altså en opgave, som arbejderne i alle kulturlande har ligelig del i. I denne erkendelse føler og erklærer Tysklands socialdemokratiske parti sit fællesskab med de klassebevidste arbejdere i alle andre lande.

Tysklands socialdemokratiske parti kæmper altså ikke for nye klasseprivilegier og forrettigheder, men for afskaffelse af klasseherredømmet og af klasserne selv og for lige rettigheder og lige pligter for alle uden forskel af køn og afstamning. Udgående fra disse anskuelser kæmper det i det nuværende samfund ikke blot mod udbytningen og undertrykkelsen af lønarbejderne, men mod al slags udbytning og undertrykkelse, om den nu er rettet mod en klasse, et parti, et køn eller en race.

Udgående fra disse grundsætninger kræver Tysklands socialdemokratiske parti i første række:

Til beskyttelse af arbejderklassen kræver Tysklands socialdemokratiske parti først og fremmest:

Kritik af Gothaprogrammet

Karl Marx og Friedrich Engels, 1875/91

Indhold