Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Strejker
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 9.763
: :
Sulitjelma-konflikterne

De første nybyggere kom til Sulitjelma i Norge i slutningen af 1840'erne. Da der blev fundet malm i området, blev området ikke sat særligt højt i værdi. Rige malmlejer blev opkøbt for en slik eller slet ingenting. Prøvedrift i Sulitjelma kom i gang i 1887-91. Senere blev Sulitjelma Aktiebolag stiftet og stordriften blev igangsat. Mineområdets navn blandt arbejdsfolk var Lapplands Helvede.

Til Lapplands Helvede drog rallarne, når de var arbejdsløse. Da måtte de drage til Sulis for at knokle og vente på bedre tider. For selskabet var arbejderne kun nødvendige redskaber for at kunne øge profitten. Selskabet ejede jorden og mineralforekomsterne, kommunikationsmidlerne, butikkerne og områderne milevidt omkring.

Selskabets ejere forstod imidlertid tidligt hvilken farlig kraft der lå i arbejdernes organisering og i socialismens ide. Der blev derfor på et tidligt tidspunkt iværksat strenge foranstaltninger som skulle hindre, at socialistiske agitatorer kom op til mineområdet og at arbejderne organiserede sig. Den kendte organisator Hans Berntsen blev hjemsendt fra Sulis i 1897: Samme skæbne overgik den svenske Kata Dalström, som i 1904 forsøgte at nå frem for at hjælpe til med organiseringen af arbejderne. Og de arbejdere som på egen hånd forsøgte at sætte sig op mod den urimelige ledelse i selskabet eller få startet en organiseret foreningsvirksomhed, blev afskediget som ballademagere.

1907 konflikten

Det kunne derfor se ud som om arbejderne havde affundet sig med deres undertrykte stilling og de nedværdigende forhold for at beskytte udkommet for dem selv og deres familie. Men utilfredsheden og forbitrelsen voksede. Ved nytår 1907 bestemte ledelsen, at arbejderne skulle bære en støbt kobberplade med nummer på, når de mødte på arbejde. De der ikke udførte ordren, mistede skiftet. På den måde skulle bedriften skaffe sig en mere effektiv kontrol med arbejdernes indsats. De forsøgte først at gennemtvinge brugen af slavemærkerne - som arbejderne kaldte dem - i Charlotta minen hvor arbejderne var familieforsørgere med ofte store familier.

For arbejderne blev dette et spørgsmål om menneskeværd. Den arrogante opførsel fra ledelsen fik den længe ophobede forbitrelse til at slå ud. Aktionerne rettede sig ikke blot mod slavemærkerne, men mod en række forhold ved minen, som arbejderne altfor længe havde fundet sig i.

På de forskellige arbejdspladser indenfor minesamfundet blev der udarbejdet forholdsregler for det der måtte komme. En søndag i februar 1907 skete det: Arbejderne som mødte ved Charlotta minen tog ikke imod nummerpladerne, og 200 mand blev øjeblikkelig opsagt. Arbejderne forlod arbejdspladsen. Straks efter kom arbejdskammeraterne fra de andre miner. På det store isbelagte Langvannet samlede de sig - omkring 1.000 mand - til massemøde. Denne dag blev fagforeningerne stiftet: Hanken, Giken, Hankebakken, Sandnes, Fagerli, Jakobsbakken, Sagmo, Furuhaugen, Furulund og Charlotta. Til Kristiania (Oslo) og Arbejdsmandsforbundet gik der telegrafisk melding med spørgsmål om 1.200 medlemsbøger.

Ledelsen kunne ikke modsætte sig resultatet af denne solidariske handling. Organisationerne blev godkendt, og de opsagte kunne genoptage deres arbejde. Slavemærkerne blev ikke mere brugt. Første maj samme år gik 1.600 mand i optog, hvor Martin Tranmæl var taler. Morgendagen så lysere ud for arbejderne.

Kampen mod slavemærkene i Sulitjelma fik ret stor effekt for den kamp, arbejdere andre steder kæmpede mod en lignende behandling, og den vellykkede aktion var et forbillede for andre.

1911 konflikten

Arbejdskøberne kunne ikke roligt se på, at arbejderne gennem kamp opnåede store rettigheder som indskrænkede ejerens magt og myndighed. Arbejdslønningerne måtte fortsat kunne bruges som pressionsmiddel, når regnskabet skulle gøres op. I 1911 gik minearbejdere i strejke. Arbejdskøberne svarede med lockout - efterhånden for i alt 32.000 mand. Dette til trods for at arbejdernes krav kun var en øgning af mindstelønnen fra 30 til 35 øre i timen.

I Sulitjelma ramte konflikten hårdt. Værket som ejede alle områder omkring minen, nægtede bl.a. arbejderne at slå hø. Arbejderfamilierne var afhængige af at holde geder, køer og høns som kosttilskud. Bønderne i Saltenområdet blev tilbudt god betaling af Sulitjelma-værket, hvis de ville gå ind som strejkebrydere, men de forstod det nedværdigende i at hjælpe kapitalmagten mod arbejderne og deltog ikke.

Det var den største konflikt indtil da. Arbejdskøberne ønskede en lønnedgang på 10%. Da minearbejderne ikke accepterede dette og gik i strejke, svarede de med lockout. Det førte til voldgift. Resultatet var 1 - en - øres stigning i timen - om 2 år! Reaktionen i Arbejdsmandsforbundet var voldsom:

«Er denne voldgiftskendelse tilfredsstillende, da ville den være det bedste argument for tvungen voldgift i sin almindelighed. Ti en for arbejderne daarligere kendelse vil der i almindelighed ikke kunne dømmes ved en lovfæstet domstol. »

Arbejdet ved minerne blev genoptaget efter voldgiftsdommen, trods den hårdhed og uforsonlighed som blev udvist mellem parterne så længe strejken og lockouten varede.

1918 konflikten

De kraftige antimilitaristiske demonstrationer mellem 1915 og 1920 forplantede sig til Sulitjelma ved at forfulgte militærnægtere søgte arbejde i minerne. I 1917 havde rekrutterne fra Rana Bataljonen vedtaget forskellige aktioner mod militærtjenesten, mod udvidet værnepligt og mod de øgede militærbevillinger. En række af dem man anså som ledere, blev dømt til fængselsstraf.

To dømte drog efter retssagerne til Sulitjelma for at arbejde. Lensmand og politi drog bagefter og fik bl.a. arresteret hovedmanden Johan Medby, som fulgte med uden at gøre modstand. De øvrige arbejdere ville imidlertid ikke roligt se på dette overgreb. De afvæbnede politiet, de militære distinktioner blev plukket af, og politi og øvrighed blev sat på toget og sendt bort fra mineanlægget. Dette angreb på «den lovlige myndighed» førte til stærke krav i borgerpressen og blandt kapitalejerne om, at «bolsjevikepidemien» måtte standses.

Ti dage efter blev militære tropper sendt fra Trondheim. I sagens anledning demonstrerede 30.000 arbejdere mod denne troppetransport i solidaritet med de kæmpende Sulisarbejdere. Militæret overtog post, telegraf og kommunikationer og rykkede tungt bevæbnet ind i mineområdet. Arbejderlederne blev arrestere og ligeledes militærnægterne.

Borgerpressen jublede over den «letkøbte sejr» og slog fast, at man i sådanne tilfælde heller ikke måtte vige for eventuelle «blodbad». Tropperne forblev i Stilis ca. én uge, og arbejderne arbejdede med følelsen af bajonetspidser i ryggen. Samtlige udlændinge blev udvist. Redaktøren af det lokale arbejderblad blev tiltalt. Hovedmanden i militærnægtersagen, Johan Medby, blev idømt fem års fængselsstraf.

Dette var yderligere et eksempel på, at politi- og militærmagt greb ind i arbejdskonflikter, og et yderligere argument for at kampen mod militarisering var et vigtig led i arbejderklassens kamp.

A.Sy. / D.Sk.