Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 78.578
: :
Arbejdsmiljøloven

Arbejdsmiljøloven (1977-), rammelov der overordnet regulerer den statslige indsats overfor arbejdsmiljøproblemer i Danmark. Loven adskilte sig fra arbejderbeskyttelsesloven fra 1954 på et centralt område. Arbejderbeskyttelsesloven af 1954 beskrev præcist, hvad der var sundhedsfarligt og pålagde arbejdsgiveren ansvaret for at rette op på forholdene. Med den nye rammelov var det ikke nødvendigt, at problemer eksplicit var omtalt i loven for alligevel at være ulovlige. Den tilsynsførende kan altså foretage et skøn.

Arbejdsmiljøloven udstikker rammer for skabelsen af et ordentligt arbejdsmiljø på arbejdspladserne. Men det vigtigste er fortsat den lokale faglige aktivitet. Byggefagenes arbejdspladspatruljer spiller her en vigtig rolle for forbedringen af arbejdsmiljøet

Arbejdsmiljøloven i sin nuværende form trådte i kraft i 1977. (For en gennemgang af arbejdsmiljøreguleringens historie, se Arbejdsmiljø). Lovens hovedformål fremgår af § 1:

«Ved loven tilstræbes at skabe

  1. et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet, samt
  2. grundlag for, at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål med vejledning fra arbejdsmarkedets organisationer og vejledning og kontrol fra arbejdstilsynet.»

Formålsparagraffen afspejler to centrale forhold ved loven. For det første er der en forståelse for, at et sikkert og sundt arbejdsmiljø ikke er noget fast, men skal justeres efter den tekniske og sociale udvikling i samfundet. Det betyder blandt andet, at hensigten med loven er, at dens bekendtgørelser og paragraffer skal udvikles løbende. Loven er derfor udformet som en rammelov med ret generelle bestemmelser, som så løbende er blevet udfyldt med bekendtgørelser, cirkulærer, meddelelser og anvisninger på forskellige områder.

For det det andet peger formålsparagraffen på, at det lokale niveau er centralt for opfyldelsen af loven. De ansatte på virksomhederne skal vælge sikkerhedsrepræsentanter, og der er særlige rettigheder og pligter for dem indbygget i loven. Sikkerhedsrepræsentanterne er beskyttet mod afskedigelse eller anden forringelse af deres forhold, på samme måde som tillidsmænd inden for det samme eller tilsvarende faglige område.

En af de vigtige rettigheder som sikkerhedsrepræsentanten under bestemte omstændigheder har, er retten til at standse arbejdet. Det fremgår af paragraf 10 i bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde:

§10 Stk. 2. Hvor der ikke er tid til at underrette sikkerhedsudvalgets formand eller virksomhedens ledelse, og gruppen skønner, der er en overhængende betydelig fare for de ansattes sikkerhed og sundhed, som den ikke selv kan afværge, kan gruppen standse arbejdet eller arbejdsprocessen i det omfang, det er nødvendigt for at afværge faren. Gruppen skal omgående melde standsningen til sikkerhedsudvalgets formand eller virksomhedens ledelse og afgive forklaring om, hvorfor den var nødvendig.

Derudover har arbejdere altid ret til at nedlægge arbejdet, når liv, ære eller velfærd er truet.

Rammelov og virkelighed

Udviklingen af en lov er en politisk proces. I arbejdsmiljølovens udvikling var regeringsskiftet i 1982 en central begivenhed. En af de første beslutninger den borgerlige Sclüterregering tog i september 1982 efter sin overtagelse fra den socialdemokratiske regering Anker Jørgensen var at sætte udviklingen indenfor arbejdsmiljøområdet i bero. Også den danske lovgivnings underlægning under EU direktiver på området fra 1989 er et centralt omdrejningspunkt. I 1997 gennemførtes desuden en reform af loven med venstrefløjens stemmer i Folketinget. Denne proces ledte til en langvarig boykot af systemet fra arbejdsgiverside.

Den historiske udvikling på arbejdsmiljøområdet siden 77 illustrerer, hvordan intentionen i loven om et fleksibelt lovredskab en række gange er blevet «overrulet» af politiske begivenheder, der har styret lovens udfyldelse i højere grad end den faktiske udvikling i arbejdsmiljøsituationen på arbejdspladserne. Endelig er det grundlæggende et problem, at lovgivningen er reaktiv. Dvs. at den altid halter bagud ifht. arbejdets og den generelle teknologiske udvikling. Der skal «lig på bordet», før love og bekendtgørelser ændres.

De fem hovedbekendtgørelser, bekendtgørelse og anvisninger

Loven er opbygget, sådan at der er fem hovedkapitler, som udstikker generelle retningslinier for arbejdsmiljølovgivningen. Den konkrete udfyldelse af rammeloven ligger i en række bekendtgørelser og meddelelser, der kan opdeles i to niveauer. På første niveau finder vi hovedbekendtgørelserne:

På andet niveau er der en lang række bekendtgørelser (157 ifølge Schultz, 1997). Arbejdstilsynet udgiver en række hjælpematerialer. De er opdelt i meddelelser, anvisninger og vejledninger, der har rådgivende karakter. Efter kritik fra ombudsmanden vil alle hjælpematerialer fremover betegnes som vejledninger. Dette må ikke forveksles med vejledninger fra Branchearbejdsmiljørådene. Som tommelfingerregel overholder en virksomhed loven, hvis den følger anvisningen, men virksomheden kan også bruge en anden løsning, der er «sikker og sund».

Branchearbejdsmiljørådene

Som et led i lovreformen i 1997 blev branchesikkerhedsrådene (BSR) lavet om til branchearbejdsmiljøråd (BAR). Tanken var at gøre arbejdsmarkedets parter mere direkte ansvarlige for arbejdsmiljøarbejdet i de enkelte brancher. Der findes nu 13 BAR. Der gik en del politik i dannelsen af BAR'ene. Men man er landet på nogenlunde det samme antal som tidligere:

På grund af en meget langvarig proces med nedsættelsen af BAR'ene er det derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt, at sige noget om de fungerer bedre ifht. de gamle branchesikkerhedsråd.

EU-overbygningen

Fra 1986 og især fra 1992 er den gældende lov om arbejdsmiljø i Danmark blevet kraftigt udvidet. EU har udstedt en lang række direktiver, som har retskraft parallelt med den danske arbejdsmiljølov. Der er 2 typer af direktiver, der har betydning for arbejdsmiljøreglerne. 100A-direktiver og 118 A-direktiver. 100A-direktiver er handelsdirektiver, og disse kan ikke strammes på nationalt plan, fordi en stramning af disse af EU vil blive opfattet som tekniske handelshindringer. 118A-direktiverne er minimumsdirektiver, og de enkelte nationalstater i EU kan indføre strammere lovgivning på området. Det er der dog ingen tradition for i Danmark. EU vurderer løbende, om direktiverne er implementeret korrekt. Danmark har i en række tilfælde slækket på niveauet i forhold til EU - bl.a. ved indførelsen af Arbejdspladsvurderinger (APV), der ved den indførelsen i dansk lov ikke gjaldt alle virksomheder. Dette blev efter politisk pres ændret ved arbejdsmiljøreformen i 1997. (Se: Arbejdsmiljø og EU).

Kampen om arbejdsmiljøet

Arbejdsmiljølovens udformning som en rammelov i 1977 svarede til en række andre lovkompleksers udformning som rammelove. Denne form for lovgivning afspejlede dels den hastige samfundsudvikling, der gjorde det vanskeligere at lave præcise love som tidligere. Dels afspejlede det ønsket om, løbende at kunne lade loven afspejle styrkeforholdet på arbejdsmarkedet. Det benyttede den borgerlige regering sig af i 80'erne til at bremse udfyldelsen af loven og på en række områder forringe reguleringen. En forbedret udfyldelse af loven kræver derfor tilsvarende aktivitet omkring arbejdsmiljøet på arbejdspladserne og formuleringen af fælles politiske krav til bekendtgørelser og anvisninger.

I Danmark har det efter langvarig politisk kamp været muligt at få sat betydelige fingeraftryk på loven i form af særbekendtgørelser. Dette gælder f.eks. Bekendtgørelse om kloakarbejde, Asfaltbekendtgørelsen, Epoxybekendtgørelsen og Bekendtgørelse om asbest. Disse kan relateres til faglige kampe - f.eks. epoxykampen på renseanlægget Lynetten. Særbekendtgørelserne er gode, da de sætter fokus på et bestemt fag eller belastning. De er lettere at bruge for arbejderne, da man ikke skal sammenstykke ens lovmæssige rettigheder fra mange forskellige love og bekendtgørelser, og endelig viser de, at arbejdet kan have en særlig farlig karakter. Epoxybekendtgørelsen, asfaltbekendtgørelsen, bekendtgørelse om metalisk og bekendtgørelse om chromat i cement ser ud til at forsvinde og lægges ind under en generel bekendtgørelse. Fjernelsen af disse viser, at den faglige styrke på arbejdspladserne er svag og at toppen af fagbevægelsen og Arbejdstilsyn ikke har øje for nyttigheden af særbekendtgørelser som konkret redskab på arbejdspladserne.

I nogle tilfælde kan det endelig være fornuftigt at anvende EU's direktiver, hvor de er bedre end de danske. I sidste ende er også arbejdsmiljøloven et spørgsmål om klassekamp - både i dens udfyldelse og dens anvendelse.

J.H. / A.J.

Litteratur

Arbejdsmarkedshåndbogen
Schultz arbejdsmiljødatabase
AMIL-databasen