Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur
    .  Litteratur
    .  Kommunikation  .  Massekommunikation  .  Film
    .  Kunst  .  Arkitektur
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 74.945
: :
Henningsen, Poul

Poul Henningsen

Poul Henningsen ca. 1937

Poul Henningsen (PH) (1894-1967), dansk humanist, kulturradikal og salonkommunist. PH var fjerde barn af forfatterinden Agnes Henningsen og var gennem hende født ind i radikalismen. Som ganske ung drømte han om at blive maler, men i stedet blev han uddannet som arkitekt på Teknisk Skole. Selv om han virkede som arkitekt resten af livet, kom hans hovedvirke alligevel til at ligge på andre felter. Fra han tegnede den første PH-lampe i 1926, blev han i det store og hele forsørget af de indtægter, lampeproduktionen kastede af sig.

PH debuterede som skribent i bladet Vor Tid i 1918 og blev fra 1921 knyttet til dagbladet Politiken. Et forhold der fortsatte, til han i 1938 blev bladet for meget. Han skrev i starten om arkitektur, men markerede sig hurtigt som en provokerende kulturskribent, og bladet gav ham efter 1 års tid derfor en halv ugentlig side at redigere. Som for Otto Gelsted og Hans Kirk var det kulturradikalismen der førte ham ud på venstrefløjen, men det skete med en anden hastighed og udfra en mere kritisk synsvinkel end for de to andre.

I 1926-28 udgav han tidsskriftet Kritisk Revy. Hvad han i Politiken skrev i kort form, var der her mere plads til at udfolde. Her kunne han føre kampen mod arkitektens henfald til rokkedrejer eller tækkemand for fuld kraft, og mediet kunne formgives som et totalkunstværk. I december 1926 blev han desuden sammen med Gelsted, Kirk og Aage Jensen indvalgt i Clartés redaktion. Medlemsskabet satte sig dog ikke spor i bladet, og han havde sikkert travlt nok med sit eget. Samtidig afholdt det ham ikke fra angreb på foreningens åndelige leder, Hartvig Frisch. Det var Frisch selv der havde lagt ud med en omfattende kulturkritik i Social-Demokraten, der også ramte Kritisk Revy.

PH's nære venner Gelsted, Kirk og Edvard Heiberg var allerede gået over til kommunismen, og de var med til at lægge et kraftigt pres på ham, for også at få ham med. I 1931 var det meningen han skulle have været med på en delegationsrejse til Sovjetunionen, men en galdestenslidelse hindrede hans deltagelse. Kirk skrev på sammen tid: «..Poul Henningsen maa før eller senere derover..» Han nærede store forventninger til PH's betydning for den danske kommunisme. I offentlighedens øjne var PH dog allerede salonkommunist, og han tog begrebet til sig og gjorde det positivt.

Hans tilnærmelse til kommunismen skete dog ikke gnidningsløst. Dels forholdt han sig afvisende overfor begrebet social kunst. Dels blev han til tider udsat for voldsom kritik fra kommunisterne. Højdepunktet i hans tilnærmelse blev nået i 1933, da han på Mondes forlag udsendte Hvad med Kulturen. Bagsideillustrationen på bogen var lavet af Hans Scherfig, der i tråd med DKP's ultravenstrelinie havde lavet en lille fotomontage, hvor Hitler groede ud af Staunings hovede. Bogen henvender sig til to grupper:

«Mod de mange marxister, som skyder kulturproblemet tilside som underordnet og ligegyldigt - og mod de mange kulturelt interesserede, som ser med ængstelse eller ligegyldighed på det politiske». (s.6)

I vulgærmarxistisk ånd skrev han også:

«Det simpleste og klareste er dog nok at holde fast paa, at der til hvert af de politiske partier maa svare en kunst, mere eller mindre kraftigt udviklet, og at der derfor ogsaa maa svare en kunst til det forholdsvis lille revolutionære parti.» (s.32)

Reaktionerne på hans åbenlyse forsøg på at komme DKP i møde var meget forskellige. Arbejderbladets anmeldelse var blandet, Kirks anmeldelse i Plan var positiv, mens Harald Rue var stærkt kritisk i sin anmeldelse i Broby Johansens tidsskrift Frem. Denne sidste formede sig som en lang påvisning af PH's overfladiske kendskab til marxismen, og af at kulturen skulle være et fintfølende barometer overfor samfundet. Var Rue kritisk var Social-Demokratens chefredaktør H. P. Sørensen direkte hadefuld. Han kaldte PH for «Bourgeosiets mest yndede Klovn». I øvrigt mente han kulturen var høj nok. Det arbejderne trængte mere til var mere brød. PH's tilnærmelse til DKP medførte, at han i 1934 gik ind i den gruppe, der stod bag udgivelsen af tidsskriftet Plan. Samtidig gik han aktivt ind i den DKP dominerede Frisindet Kulturkamp og i bladet Kulturkampen.

Allerede i 1932 havde han af Udenrigsministeriet fået til opgave at producere en ny Danmarksfilm. Arbejdet gik i gang i 1933 og det første resultat forelå i 1935. Den blev vist første gang ved en pressevisning 29. april, og den borgerlige presse var generelt særdeles kritisk overfor filmen, hvilket nok mere afspejlede kritik af PH's ryk mod venstre. Social-Demokraten gav den en blandet modtagelse, mens DKP's Arbejderbladet var særdeles positiv. Reaktionerne afspejlede i højere grad mediernes politiske forhold til PH end filmens indhold. Han blev tvunget til en række mindre ændringer i filmen før dens endelige premiere i november samme år.

Efter en række revyer i starten af 30'erne begyndte han fra 1937 atter at skrive revyer, der overvejende blev positivt modtaget.

Han gik aktivt ind i kampen mod nazismen på hjemmefronten, og i Kulturkampen var han en flittig skribent. Han skrev om kvindernes rettigheder, om dansk sprog, om seksualmoral, om kunst og arkitektur, som han altid havde gjort, men  samtidig var der en forskel. Han havde ørene åbne overfor alle de steder i kulturlivet, hvor der var mislyde. Alle de steder hvor reaktionen var i færd med at flytte hegnspælene tilbage til de steder, hvor de tidligere havde stået. I mange sammenhænge rykkede han ud for at forsvare «frisindet». De kulturradikale havde overtaget grundvigianernes betegnelse for sig selv, og skulle kulturkampen føres, så skulle det være i kulturen. Politisk markerede han sig som en kritiker af Socialdemokratiet og en forsvarer for kommunismen, dog uden nogen sinde at blive partimand.

Der er ingen tvivl om, at han gennem 30'erne nærmer sig DKP, og han deltager også som inviteret i enkelte af partiets møder, men samtidig eksisterer der ikke beviser for, at han skulle have støttet partiet økonomisk, som det efter krigen blev påstået.

Besættelsen medførte en kraftig indskrænkning i hans udfoldelsesmuligheder. Politiken havde  afskediget ham allerede i 1938, radioen var lukket og censuren greb hyppigt ind overfor ham. I august 43 flygtede han til Sverige, hvor han blev resten af krigen. Her beskæftigede han sig bl.a. med forholdet til nazismen efter krigen. Mange i frihedsbevægelsen, heriblandt Mogens Fog mente, at demokratiet havde ret til at beskytte sig mod sine modstandere - og i den forbindelse forbyde nazismen. Denne udbredte holdning gik PH skarpt i rette med. Både fordi det iflg. ham ville være katastrofalt for demokratiet at indskrænke sig selv, men også fordi et forbud mod nazismen ville tvinge den under jorden, hvor den blot ville være vanskeligere at bekæmpe.

Efter krigen kom det desuden til et opgør med DKP, eller rettere, DKP gjorde op med ham. I en kronik i Politiken i starten af 46 kritiserede han den behandling de tyske flygtninge fik i Danmark, og mente den var udtryk for et hævnmoment. Samme sommer tog han afstand fra straffelovstillæggets bestemmelser med tilbagevirkende kraft, som han anså for at være modstandsbevægelsens ønske om hævn. Det fik hans gamle ven Kirk til at eksplodere i Land og Folks spalter, hvor han beskrev den «..tidligere Antinazist Poul Henningsen som Forkæmper for nazistiske Landsknægte og Værnemagere». (5. juli 1946). Under krigen var PH's klasseargumenter fra slutningen af 30'erne blevet erstattet af mere abstrakt menneskelige eller demokratiske argumenter, og de kom til at virke stærkt provokerende på de folk, der i frihedsbevægelsen havde sat livet på spil under krigen. PH var blevet en humanist, men der var ikke plads til denne humanisme i Danmark i de første år efter krigen.

DKP skubbede ham voldsomt fra sig og i efteråret 46 begyndte den første forsigtige kritik af kommunismen og Sovjetunionen at dukke op i PH's artikler. Han sagde åbent, at Sovjet var et diktatur, omend han ikke ville sammenligne det med nazismen. Det blev fulgt op i starten af 47 med kritik af den reaktionære politiske udvikling i Sovjetunionen - især på social- og kulturområdet - hvor bl.a. den fri abort blev afskaffet, retten til skilsmisse indskrænket, og hvor der blev indledt nye forfølgelser af kulturpersoner. Mens Sovjet i 20'erne og 30'erne havde repræsenteret fremskridtet for kulturradikale som PH, kom arbejderstaten nu til at repræsentere reaktionen, og det formulerede han direkte. Men for DKP var enhver kritik af Sovjet fortsat utænkelig, og det stødte Henningsen fra sig.

I 1947-50 arbejdede han for dagbladet Information, der netop under den kolde krig var en af landets skarpeste kritikere af kommunismen. I 1950-60 arbejdede han på Social-Demokraten, og i 1960 vendte han tilbage til sin gamle avis, Politiken. Efterkrigstiden blev desuden brugt på en betydelig bogproduktion: Springende Vers (1951), Livas Regeringstid (1952) og Alvorlig Sjov (1953). I 1956-59 udgav han Kærlighedens Billedbog i 4 bind, der var en slags erotikkens kulturhistorie. De blev fulgt af Erotikkens Historie (1961-62) i 3 bind, der endte med at blive banebrydende for legaliseringen af pornografien.

PH døde i 1967 og er posthumt nærmest blevet en helteskikkelse. Den gamle DKP formand Aksel Larsen, der havde ledet partiet i efterkrigstiden, endte med at tage ham til sig og det samme gjaldt borgerskabet. Begge fløje overså behændigt, at han pga. sin selvstændige og radikale kritik af både kultur og samfund - i og udenfor Danmark - i lange perioder havde været landets mest hadede person.

A.J.

Litteratur

Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. Tiderne Skifter, København 1993.